Væksten i Aalborg-området kræver større investeringslyst

Mandag 10. september 2018 kl: 10:13
Af: Redaktionen

I Aalborg er borgmesteren, ejendomsmægleren og havnedirektøren enige. Selvom der er travlt i erhvervslivet i Nordjylland, kan den store vækst på sigt betyde, at erhvervslivet spænder ben for sig selv. Erhvervsmæglerne i byen melder tæt på udsolgt af gode lager- og logistikejendomme, mens køberkartotekerne vokser

Væksten i Aalborg-området kræver større investeringslyst
Steen Royberg, partner i Nybolig Erhverv Aalborg og bestyrelsesformand i Erhverv NordDanmark, er bekymret for fremtiden.


- Vi frygter, at virksomheder forlader Aalborg Kommune eller slet ikke kommer hertil på grund af den manglende kapacitet. I takt med at byggeriet af boligejendomme er steget de senere år, er byggeriet af erhvervsejendomme faldet. Når man hertil lægger den stigende urbanisering, står vi nu tilbage med en kritisk lille mængde lager- og logistikejendomme, siger Steen Royberg.


Hos Aalborg Havn bygges der dog på livet løs. Havnen har lige færdiggjort to gange 2.000 kvadratmeter lagerejendom, og yderligere to gange 2.000 kvadratmeter er på vej. Men det er ikke nok til at ændre den aktuelle situation i Aalborg-området.



- Det handler ikke kun om lagre og pakhuse - der er også behov for produktionsfaciliteter og infrastrukturløsninger til de nye og eksisterende virksomheder. Vores nybyggerier er nærmest ikke færdige, før de er revet væk, siger Claus Holstein, der er administrerende direktør i Aalborg Havn A/S. 


Aalborg Øst, hvor Aalborg Havn holder til, er et erhvervsområde i kraftig vækst med blandt andet havnen, universitetet og supersygehuset som store trækplastre. Derudover gør udvidelsen af Tranholmvej-området endnu mere attraktivt for industri- og logistikvirksomheder - og forventes derfor at skubbe til væksten. 


Appel til private investorer 
Borgmester i Aalborg Kommune og bestyrelsesformand i Aalborg Havn A/S, Thomas Kastrup-Larsen (S) , er enig i Claus Holsteins betragtninger og undrer sig over, at de private entreprenører ikke allerede er i gang.



- Der er fortsat masser af arealer i Aalborg Øst, der kan bebygges. Vi sender gerne Aalborg Havn i front, men vi kan ikke løse kapacitetsproblemet alene. Vi appellerer derfor til, at de private investorer og entreprenører også går i gang, siger Thomas Kastrup-Larsen. 


Erhverv NordDanmark, der repræsenterer over 550 nordjyske virksomheder og enkeltpersoner, bakker op om borgmesterens appel.



- Der bygges lige nu en masse attraktive boliger langs fjorden og andre steder i kommunen, men vi glemmer erhvervslivet. Vi glemmer, at der også skal være arbejde til alle de borgere, som vi gerne vil trække til byen. Hvis væksten i Aalborg Kommune skal fortsætte, er vi simpelthen nødt til at skabe flere job, for gode job trækker indbyggere til. Ellers risikerer vi at stå med en masse attraktive boliger, men ingen beboere, siger Steen Royberg. 
 

Samarbejde på tværs 
Borgmesteren mener dog, at der er lys for enden af tunnelen: 


- Vi er gode til at samarbejde i Nordjylland, og det er nu, vi skal mobilisere kræfterne på tværs i regionen, for det kræver alle vores ressourcer at udbygge grundlaget for fortsat vækst og velstand. Vi har masser af uudnyttet potentiale, der kan gøre os til en markant spiller på den globale scene. Men det kræver, at vi samarbejder - både kommunale og private aktører. Vi skal udnytte den specialiserede viden, vi råder over heroppe. 


Maritimt fyrtårn 
Det nordjyske arnested for viden, Aalborg Universitet, er kendt som et af de førende universiteter i Europa, og det er netop denne faktor, der ifølge borgmesteren spiller en afgørende rolle. Eksempelvis er den maritime sektor et område med store muligheder. Her råder Norddanmark over specialiseret viden på internationalt niveau hos både universitetet og en lang række virksomheder og organisationer - for ikke at glemme Aalborg Havn. 


- Hos Aalborg Havn har vi igennem længere tid gjort opmærksom på, at vi er klar til at investere sammen med private virksomheder og entreprenører. Vi indgår gerne et samarbejde om en god forretningsidé, og vi er åbne for alle henvendelser - ikke kun inden for den maritime sektor, men også inden for logistikvirksomhed generelt, siger Thomas Kastrup-Larsen. 




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.