P-kontrollører indstiller kontrollen på rastepladser

Fredag 10. august 2018 kl: 14:16
Af: Redaktionen

Parkeringskontrol Nord har oplyst, at de indstiller kontrollen og uddeling af afgifter til lastbiler, der ikke overholder reglen om højst 25-timers parkering på de 90 statslige rastepladser. Vejdirektoratet bekræfter, at Parkeringskontrol Nord ikke længere udskriver afgifter. Transportorganisationen ITD er utilfreds med den uklarhed, der er skabt om parkeringsreglerne, og organisationen forventer en meget hurtigt afklaring fra Vejdirektoratet

Parkeringskontrol Nord oplyser, at selskabet indstiller kontrollen på baggrund af en skrivelse til Danmark fra EU-Kommissionen i juli, hvor 25-timers reglen blev voldsomt kritiseret, og hvor EU-Kommissionen ”truede” med en retssag, hvis ikke ikke åbner for muligheden for, at alle lastbilchauffører kan holde deres reducerede hvil på de rastepladser, som staten står for langs motorvejene. De nye parkeringsregler trådte i kraft 1. juli.


Parkeringskontrol Nord anser det fortsat som ulovligt at parkere over 25 timer på de statslige rastepladser, og chaufførerne skal stadig rette sig efter de opsatte skilte på rastepladser. Hos Vejdirektoratet bekræfter man, at Parkeringskontrol Nord ikke længere udskriver afgifter.

 
Hos ITD er man dybt forundret over udmeldingen fra Parkering Nord og den uklarhed, der hermed er skabt om reglerne.

 
- Parkeringsreglerne har stor betydning for transportvirksomhederne, og det er en useriøs behandling af et hårdtarbejdende erhverv, at man nu skaber uklarhed om reglerne for parkering på de statslige rastepladser. Vores udgangspunkt er altid, at vi ønsker enkle og klare regler, der kan forstås af virksomhederne, og som håndhæves og kontrolleres. Lige nu hersker der stor forvirring om de nye parkeringsregler, og vi forventer, at Vejdirektoratet meget hurtigt melder klart ud, hvad der er den gældende retstilstand på området, siger Anders Jessen, der er politisk chefkonsulent hos ITD.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.