Lastbilchauffør er sigtet for uagtsomt manddrab efter tågeulykke på motorvej

Mandag 11. juni 2018 kl: 15:31
Af: Redaktionen

En 65-årig dansk lastbilchauffør er blevet sigtet for uagtsomt manddrab efter straffelovens paragraf 241 i forbindelse med en trafikulykke i marts, hvor to mennesker i en varebil mistede livet

Ulykken skete i tåget vejr mandag 12. marts på motorvej E45 lidt efter klokken 9 i nordgående retning nord for Haderslev. Efterforskningen har vist, at fire lastbiler og en varebil var involveret i ulykken.


Varebilen var blevet lukket inde med to lastbiler foran og to lastbiler bagved. Undersøgelsen har vist, at den bageste lastbil med stor kraft havde påkørt en forankørende lastbil, som herefter kørte op i varebilen, og de to i den blev dræbt på stedet. 


Politiet har derfor sigtet føreren af den bageste lastbil, en 65-årig dansk mand, for uagtsomt manddrab.


I forbindelse med færdselsuheldet har politiet endvidere efterforsket en sag, hvor en forbikørende tog billeder af den forulykkede varebil og efterfølgende lagde dem ud på sociale medier. Politiet har sigtet vedkommende for overtrædelse af straffelovens paragraf 264 D ved at have offentliggjort billeder af ulykken.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.