Aarhus og Berlin bliver knyttet sammen med fly

Onsdag 28. marts 2018 kl: 08:29
Af: Redaktionen

Europas næststørste lavprisflyselskab, britiske easyJet, åbner en ny flyforbindelse mellem Jyllands hovedstad Aarhus og Tysklands hovedstad Berlin. Flyselskabet easyJet har indgået samarbejde med Aarhus Airport om den nye rute, som fra september får to ugentlige flyvninger mellem Aarhus og Berlins Tegel Airport

Aarhus og Berlin bliver knyttet sammen med fly
Aarhus Airport og easyJet åbner i 2018 en ny rute med to ugentlige flyvninger mellem Aarhus og Berlin. Flyvetiden vil være på 1 time og 15 minutter. (Foto: Aarhus Airport.)
-  Vi ser det som endnu et gennembrud for lufthavnen, at et af verdens største lavprisselskaber har fået øjnene op for Aarhus og vælger at etablere sig i byen. Vi har i lang tid haft en interesse i at få netop easyJet til Aarhus, fordi det er det næste store skridt til at forløse lufthavnens potentiale, siger Torben Boldsen, der er bestyrelsesformand i Aarhus Airport.

 
Han henviser til, at Aarhus Airport i 2017 indgik et større samarbejde med SAS om seks nye ruter til henholdsvis Oslo, Stockholm, München, Mallorca, Split og Nice. Derudover er ruten mellem Aarhus og Malaga blevet til en helårsrute, ligesom ruten mellem Aarhus og København er øget med 20 procent. Et samarbejde der i sig selv forventes at skabe en vækst i lufthavnens trafik på over 50 procent.
 

Ifølge Aarhus Airports direktør, Peter Høgsberg, er den nye rute til Berlin godt nyt for både erhvervsliv og private i Østjylland samt for turismeaktørerne i Aarhus. 

 
- Vi hilser easyJet stort velkommen i Aarhus Airport og håber på en lang rejse sammen. Erhvervslivet i Østjylland har vist stor interesse for en direkte rute mellem Aarhus og Berlin, og vi ved, at danskerne elsker Berlin for byens fantastiske kulturliv. Derudover kan vi af VisitDenmarks overnatningstal se en voldsom stigning i interessen for Aarhus fra tysk side, så alt i alt tyder det på et rigtig godt match, siger Peter Høgsberg.

 
Direktøren henviser i den forbindelse til, at antallet af tyske overnatninger i Aarhus steg med 85 procent i 2017 sammenlignet med året forinden. Det står i skarp kontrast til, at antallet af tyske overnatninger i hele Danmark steg med fire procent fra 2016 til 2017. Under alle omstændigheder udgør tyskere nu den største gruppe af internationale turister i både Danmark og Aarhus, så potentialet er stort.
 

Udover de i alt seks nye ruter via samarbejdet med SAS præsenterede Aarhus Airport i 2017 nye ruter til henholdsvis Prag, Malaga, Gdansk og de græske feriedestinationer Sivota og Ithaca.

 
Desuden fik Aarhus Airport i 2017 en ny bestyrelse, som sendte lufthavnen ud på en større moderniseringskurs. Den omfatter blandt andet, at Aarhus Airport inden for nærmeste fremtid skal ombygges for at tilpasse de fysiske rammer passer til fremtidens behov.

 
Aarhus Kommune ejer over 90 procent af aktierne i Aarhus Airport, mens Norddjurs Kommune og Syddjurs Kommune ejer de resterende aktier.







Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.