Litauiske autotransporter med el-biler blev holdt tilbage

Fredag 16. marts 2018 kl: 08:41
Af: Jesper Christensen

Torsdag i sidste uge kørte fire autotransportere ind i Norge med Tesla-biler på ladet. To af dem blev stoppet og tilbageholdt ved Svinesund, fordi de ikke havde vinterdæk på hjulene - mens den ene også vejede for meget. En tredje autotransporter, som de norske vejmyndigheder ikke nåede at standse ved Svinesund, kørte senere ind i en mindre varebil på E6 nord for Moss

Geir A. Mo, der er direktør i den norske vognmandsorganisation, NLF, siger, at han bliver oprørt over sådan en sag. Han kalder det næsten tragikomisk, at Tesla, der producerer trafiksikre og miljøvenlige el-biler, åbenbart ikke stiller krav til hverken trafiksikkerhed eller miljøstandard, når Tesla-biler skal transporteres.


Geir A. Mo fremhæver, at de tilbageholdte litauiske lastbiler var ældre modeller med Euro 3-motorer. Euro 3-standarden, der blev indført for 18 år siden i 2000, blev afløst af Euro 4 i 2005, af Euro 5 i 2008 og Euro 6 2014. 


Biler med Euro 3-motorer udleder til gange så mange skadelige partikler, som dagens Euro 6-motorer, mens NOx-udslippet er over ti gange så højt.
Tesla Norge oplyser i forbindelse med sagen om de fire litauiske autotransportere, at de vil følge op på sagen.



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.