Retursystem har håndteret 10.000.000.000 tomme flasker og dåser siden 2002

Onsdag 28. februar 2018 kl: 10:29
Af: Redaktionen

I disse dage kommer Dansk Retursystem op på at have håndteret 10 milliarder tomme flasker og dåser, som danskerne har sendt til genanvendelse siden det nuværende pantsystem så dagens lys i 2002. Dansk Retursystem er et af verdens mest effektive pantsystemer og et eksempel på, hvordan cirkulær økonomi er blevet en integreret del af danskernes hverdag. I 2002 var begrebet cirkulær økonomi ukendt. Den gang var genanvendelse og genbrug godt nok til at beskrive det fornuftige i, at udnytte rescourcerne bedst muligt


Retursystem har håndteret 10.000.000.000 tomme flasker og dåser siden 2002
Cirkulær økonomi er en integreret del af danskernes hverdag.
Dansk Retursystem blev stiftet i forbindelse med, at der i 2002 blev frit emballagevalg til sodavand og øl. Siden er mængden af engangsemballage steget meget, men andelen af genanvendte flasker og dåser er steget endnu mere. Faktisk er returprocenten steget fra 83 procent i 2003 (det første hele år efter indførelsen af systemet) til 90 procent. 


I 2003 sendte danskerne 41. 255.349 tomme dåser og flasker til genanvendelse. Sidste år var tallet 1,2 milliarder - et tal, der forventes at stige i år. I disse dage bliver pantflaske eller dåser nummer 10 milliarder smidt ind i en flaskeautomat eller afleveret på en pantstation. Det svarer til, at man kan nå mere end fire gange op til månen.


- De 10 milliarder er et tal, som der er al mulig grund til at fejre. For det viser, at danskerne har taget systemet til sig. Faktisk sender danskerne 9 ud af 10 tomme dåser og flasker retur, og det har gjort det danske pantsystem er et af verdens mest effektive og velfungerende, siger administrerende direktør Lars Krejberg Petersen.


Hver gang en dåse eller flaske bliver genanvendt sparer det kloden for råstoffer og begrænser CO2-udledningen. Klimabesparelsen ved at genanvende 10 milliarder tomme dåser og flasker lander på omkring 1 million ton CO2. 


- Det danske pantsystem er beviset på, at klimavenlig adfærd og cirkulær økonomi er størrelser, der sagtens kan integreres i vores fælles hverdag. For vi bidrager alle sammen positivt, hver gang vi afleverer vores tomme flasker og dåser i flaskeautomaten eller på pantstationen, siger Lars Krejberg Petersen.


Sat på verdenskortet
Driften af det danske pantsystem har ligeledes vakt interesse fra udlandet de seneste år, hvor repræsentanter fra Japan, Thailand, Burkina Faso, Bulgarien, Cypern, Storbritannien, Belgien, Holland og Skotland har besøgt Dansk Retursystem. 


- Hvis vi kan bruge vores erfaringer til at øge mængden af genanvendte emballager i verden, så kan de 10 milliarder tomme flasker og dåser, vi fejrer i disse dage, jo blive til meget, meget mere, siger Lars Krejberg Petersen.


Siden 2002 har Dansk Retursystem haft eneret på at drive det danske pantsystem, hvor man henter, tæller og sorterer tomme dåser og flasker og sender dem til genanvendelse. Med eneretten følger derfor en forpligtelse til at være effektiv og sørge for, at udgifterne er så lave som muligt.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.