Konkurs vil koste garantifond omkring 3,2 millioner kroner

Torsdag 15. februar 2018 kl: 10:31
Af: Redaktionen

Rejseselskabet DaGama Travel A/S, der havde adresse i Ryesgade i København, blev 6. februar erklæret konkurs ved Sø- og Handelsrettens skifteret

DaGama Travel A/S - CVR-nr. 32934854 - blev registreret i Rejsegarantifonden i juni 2010. Selskabet solgte rejser – særligt grupperejser – til det meste af verden. 


Der var efter det oplyste 67 kunder ude at rejse på tidspunktet for afsigelsen af konkursdekretet. Hvis konkursen påvirker kundernes indkvartering og/eller hjemtransport, sørger Rejsegarantifonden for, at kunderne bliver indkvarteret og hjemtransporteret. 


Kunder, der ikke var afrejst på tidspunktet for afsigelsen af konkursdekretet, kommer ikke afsted. 


De kunder, der har købt produkter omfattet af fondens dækning (for eksempel pakkerejser med både fly og hotel), kan søge det forudbetalte beløb retur fra Rejsegarantifonden. Vejledning herom findes på fondens hjemmeside. 


Fonden forventer i henhold til rejsebureauets opgørelser at blive påført et tab på konkursen på ca. 3,2 millioner kroner. 


Advokat Anders Bendtsen fra Lind Advokater, der har adresse på Ved Vesterport i København, er udpeget som kurator. 



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.