Mercedes’ nye Sprinter er fyldt med standardudstyr

Fredag 9. februar 2018 kl: 15:10
Af: Redaktionen

Mercedes’ nye Sprinter er fyldt med standardudstyr

Håndværkere og kurerchauffører er blandt dem, der vil mærke forskel, hvis de skal skifte fra deres nuværende Sprinter til de nye i tredje generation, der er blevet præsenteret i Duisburg. Foruden et komplet nyt og moderne design er den ny Sprinter forsynet med både komfort- og sikkerhedsudstyr inde såvel som ude


- Vi ved, at mange af vores kunder tilbringer rigtig mange timer bag rattet hver dag. Derfor er det selvfølgelig afgørende, at vi leverer det bedste inden for komfort, sikkerhed og fleksibel indretning af bilen. Det må man sige, at den ny Sprinter lever op til, og derfor er jeg sikker på, at der vil blive taget rigtig godt imod den, siger Louise Klink Raaschou, der er salgschef for Mercedes-Benz varebiler i Danmark.


Udvendigt sørger den automatiske regnsensor med Wet Wiper-system for hurtig og effektiv rensning af forruden, da sprinklerdyserne nu sidder monteret på viskerbladene for mere effektiv fordeling af sprinklervæske. Sammen med den udvendige lyssensor og automatiske nødbremseassistent har sikkerhedsniveauet taget et stort skridt fremad.


Aircondition og oliefyr er fortsat med til at gøre hverdagen mere behagelig for især håndværkere og chauffører, som tilbringer mange timer i bilen. I kabinen dækker dansk standard blandt andet også over nøglefri start, radio med syv-tommer farvedisplay med opkobling af smartphone (eksempelvis via Apple CarPlay), elektrisk styretøj samt multifunktionsrat, hvorfra både radio og fartpilot kan styres. 


Som yderligere standardudstyr er den ny Sprinter forberedt til fleet management-systemet Mercedes PRO, som blandt andet giver overblik over informationer som lokation, kilometerstand, brændstofniveau og serviceintervaller for enkelte biler eller en hel flåde.


Mulighed for baghjulstræk, firehjulstræk og forhjulstræk
Det er som hidtil muligt at sammensætte en Sprinter på et hav af forskellige måder og i forskellige længder, uanset om man som kunde ønsker en lukket varebil, en bus til persontransport eller et chassis til opbygning til noget helt tredje. Foruden baghjuls- og firehjulstræk fås Sprinter som noget helt nyt nu også med forhjulstræk. Det sparer både vægt og plads og giver mulighed for at laste op til 50 kg ekstra samt 80 mm lavere læssehøjde i varerummet, hvilket letter af- og pålæsning samt ind- og udstigning.


Blandt højdepunkterne for den ny Sprinter er også to nyligt udviklede gearkasser, som fås til den forhjulstrukne variant. Her kan vælges mellem en 9-trins automatgearkasse eller en 6-trins manuel gearkasse, som udmærker sig ved en næsten vibrationsfri gearstang. Til de baghjuls- og firehjulstrukne varianter leveres 6-trins manuelle eller 7-trins automatgearkasser.


Den ny Sprinter er sat til slag med levering til først på sommeren, hvor den lanceres på det danske marked.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.