Vinden blæste energisk i 2017

Tirsdag 6. februar 2018 kl: 10:14
Af: Redaktionen

Sidste år blev 43,4 procent af Danmarks elforbrug blev leveret af land- og havvindmøller. Ud over, at det er en dansk rekord, er der også en verdensrekord

El-produktionen fra vindmøller slog dermed den hidtidige rekord fra 2015, der var på 42 procent.


- Med den her verdensrekord vindplacerer Danmark et grønt flag på verdenskortet. Vores energisystem er blevet kåret til verdens bedste tre år i træk, og med verdensrekorden for vind cementerer vi hvorfor. Vi kan som intet andet land i verden indpasse store mængder vindkraft og anden grøn energi samtidig med, at vi bevarer fornuftige priser og en høj forsyningssikkerhed, således der altid kommer strøm ud af stikkontakten, siger Lars Chr. Lilleholt (V), der er klima-, forsynings- og energiminister i VLAK-Regeringen.


Han peger på, at vi i årene fremover kan se frem til, at nye rekorder vil blæse ind over Danmark, idet nye havvindmølleparker bliver sat i drift i de kommende år. Det gælder Horns Rev 3 ud for Esbjerg, Kriegers Flak i Østersøen samt de to kystnære havvindmølleparker Vesterhav Syd og Vesterhav Nord ud for Ringkøbing og Harboøre. De vil alle øge den danske vindproduktion.


- Regeringen arbejder for, at Danmark i år 2030 skal have mindst 50 procent af sit energibehov dækket af vedvarende energi såsom vind og sol. Det er et meget ambitiøst mål, som vil skabe danske arbejdspladser i den grønne sektor, siger Lars Chr. Lilleholt (V).


Del af europæisk marked
Danmark er en del af et stort europæisk marked for elektricitet med gode og stærke elforbindelser til nabolandene. Strøm flyder hele tiden ind og ud af landet, og derfor har danske producenter mulighed for at sælge vindstrøm, når de har rigeligt af det herhjemme - og danske forsyningsselskaber har mulighed for at købe fra andre lande, når de har overskud. Det sikrer Danmark nogle af verdens laveste elpriser. 


På længere sigt vil lagring af vind- og solenergi også spille en stor rolle. Vind og sol kan laves om til brint eller andre grønne gasser og gemmes i energilagre som for eksempel naturgasnettet og i batterier og dermed laves til strøm og sikre elforsyningen på vindstille og overskyede dage.
 

Fakta:
  • Vindandelen er ikke ensbetydende med, hvad der rent faktisk kommer ud af danskernes stikkontakter. Da strøm hele tiden købes og sælges over grænser, ender noget af den danske strøm, og dermed også vindmøllestrøm, i stikkontakter hos nordmænd, svenskere og tyskere, mens vi for eksemel har norsk vandkraft, tysk solkraft og svensk atomkraft i vores stikkontakter. Omvendt importerer vi også vindenergi
  • Danmarks nye verdensrekord er med relativt stor margin ned til lande som Portugal, Irland og Spanien. En opgørelse fra IEA fra 2016 viser, at Portugal med en vindandel på 24 procent dengang lå nummer to og blev fulgt af Irland og Spanien. Vindandelen for 2017 er endnu ikke tilgængelig for disse lande.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.