Politiet kontrollerer trafikken ved landets skoler

Fredag 5. januar 2018 kl: 10:35
Af: Redaktionen

I uge to vil alle landets politikredse gennemføre færdselskontrol på skolevejene. Det skal gøre vejene mere sikre og være med til at forebygge at børn og unge kommer til skade, når de går eller cykler til og fra skole. Baggrunden for indsatsen er, at mange bilister kører for hurtigt på mange skoleveje, hvilket skaber utryghed og farlige situationer for de mange børn, der færdes på vejene.

Politiet sætter ind med den landsdækkende kontrol på landets skoleveje mandag 16. januar og kontrollerer hele ugen til og med fredag 20. januar. Da politiet i samme periode i januar 2017 kontrollerede trafikanterne på skolevejene, blev knap 4.400 bilister sigtet for at køre for stærkt.


- Det er vigtigt at køre hensynsfuldt på skolevejene, hvor tusindvis af børn færdes hver dag. Vi stopper desværre alt for mange bilister, der har glemt at bruge sele på dem selv og deres barn. Rigtig mange af bilisterne kører også for stærkt, og for høj fart er involveret i mange trafikulykker. Netop nu hvor det er mørkt, og sigtbarheden er dårlig i morgen og eftermiddagstimerne, er det ekstra vigtigt at være opmærksom og overholde fartgrænserne. Derfor gennemfører vi kontroller på skolevejene i den kommende uge for at passe på skolebørnene, siger Erik Terp Jensen, der er chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.


Under kontrollerne vil politiet også holde øje med, om de cyklende skolebørn overholder færdselsreglerne og passer på sig selv i trafikken. Politiet vil eksempelvis tjekke, om børnene taler i håndholdt mobil, mens de cykler, har husket cykellygterne og tændt dem og om de går eller cykler over for rødt.


Tal fra vejdirektoratet viser, at 10 gange så mange 16-årige kommer til skade eller bliver dræbt i trafikken som 6-årige.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.