Et enigt folketing strammer kursen over for miljøsnydereTorsdag 30. november 2017 kl: 14:08 Af: Jesper ChristensenAlle partier i Folketinget stemte torsdag for en ændring af Færdselsloven, som hæver bødestørrelsen for snyd og manipulation med køretøjers forureningsbegrænsende udstyr - eksempelvis SCR-systemer, der skal have tilført AdBlue for at fungere. Bødestraffen for at chiptune og omprogrammere motorstyresystemer og lignende er også blevet hævet. Med ændringen af Færdselsloven kommer det til at koste en bøde på 115.000 kroner, hvis man som vognmand bliver taget i manipulation med styresystemer i motorer for sjette gang Med torsdagens afstemning har Folketingets partier skærpet kursen over for vognmænd og chauffører, som bevidst manipulerer med deres lastbiler, busser og andre køretøjer, så de kan køre, selvom de eksempelvis mangler AdBlue til deres SCR-katalysatorer. Lovligt fungerende systemer vil begrænse hastigheden markant, hvis der ikke er AdBlue i systemet Hidtil er snyd og manipulation med AdBlue-systemer blevet straffet med en bøde på 1.000 kroner. Men gevinsten ved at snyde har været mange gange større. I begrundelsen til forslaget, som VLAK-Regeringen fremsatte efter flere tilfælde af snyd med AdBlue-systemer, står der blandt andet, at man som vognmand kan spare 10.000 kroner for hver 100.000 kilometer en lastbil har kørt uden AdBlue. Derudover kan man ved snyd og manipulation spare yderligere på reparation og vedligehold af udstødningssystemerne. Dermed kan man synede sig til konkurrencefordele i forhold til konkurrenter, der overholder lovgivningen. Oprindeligt foreslog VLAK-Regeringen, at det bøden skulle vokse med 10.000 kroner for hver gang, man som vognmand blev taget i at snyde med AdBlue eller manipulation med styresystemerne på køretøjerne. Sjette gang skulle det koste 65.000 kroner. Men under forhandlingerne var der flertal uden om VLAK-Regeringen for at bøderne skulle stige med 20.000 kroner per gang til maksimalt 115.000 kroner. De nye sanktioner skelner mellem køretøjer over og under 3,5 ton. Det bliver dyrest at snyde, hvis man kører i køretøjer på 3.500 kg og derover. Lovændringen træder i kraft 1. januar 2018.
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |