Politiet søger vidner til overfald på taxi-chauffør

Torsdag 9. november 2017 kl: 11:15
Af: Redaktionen

Østjyllands Politi søger vidner - blandt andet to kvinder i en mindre bil - til et overfald på en taxi-chauffør Gl. Hobrovej i Randers lørdag 21. oktober omkring klokken 22.15. Taxi-chauffør fik flere slag i ansigtet og blev efterfølgende jagtet af gerningsmanden

Taxi-chaufføren har forklaret politiet i Østjylland, at han samlede gerningsmanden op i Randers midtby omkring klokken 22.00. Manden var tydeligt påvirket, og da de nåede Gl. Hobrovej slog manden pludseligt chaufføren i ansigtet med tre-fire knytnæveslag. Herefter flygtede taxi-chaufføren ud af sin bilen med gerningsmanden råbende i hælene på sig.


Under flugten standsede taxi-chaufføren en bil med to kvinder i, som han bad om hjælp. De henviste ham til et nærliggende hus, som han løb hen til.


Da gerningsmanden ikke kunne fange taxi-chaufføren, satte han sig kortvarigt ind i taxaen, inden han gik fra stedet. Kort efter blev han anholdt af politiet, der var blevet alarmeret af taxi-chaufføren, som blandt andet havde fået flækket et øjenbryn. Gerningsmanden er fortsat sigtet for overfaldet.


For at stykke hændelsesforløbet så nøjagtigt sammen som muligt hører Østjyllands Politi meget gerne fra vidner, der har overværet episoden.


Særligt hører politiet gerne fra de to kvinder i bilen - en mindre bil i samme størrelse som Peugeot 107 eller Citroën C1 -  som taxi-chaufføren henvendte sig til. Politiet hører også meget gerne fra en kvinde og en mand med to børn og en hund, som på gerningstidspunkt var ude at gå en tur i området.


Oplysninger til politiet kan gives på telefon 114.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.