Scania lancerer 13-liters gasmotor til lastbiler

Onsdag 8. november 2017 kl: 11:12
Af: Redaktionen

Den svenske lastbilproducent, Scania, der er en del af VW-koncernen, har lanceret en 13-liters motor, der kører på gas. Det skete på Ecomondo-fagmessen, der finder sted i Rimini i Italien i denne uge. Fagmessen samler 1.200 udstillere og mere end 100.000 besøgende og fokuserer på bæredygtighed og genanvendelse

Scania lancerer 13-liters gasmotor til lastbiler
Scania kalder motoren, der leveres i kombination med Scania Opticruise-gearskiftesystem, for et gennembrud for gas som brændstof til tunge transporter. Scanias nye gasmotor egner sig med sine 410 hk og et drejningsmoment på 2.000 Nm både til langturstransport og tung indenrigskørsel. Med sin effekt og drejningsmoment ligger den nye 13-liters gasmotor på linie med et dieselmotor med omtrent samme størrelse. 


Scania angiver, at serviceintervallet for gasmotoren typisk ligger på 45.000 km ved langturstrafik.


Scania’s gasmotor markerer starten på en produktoffensiv fra Scania med fokus på alternative brændstoftyper til Scania’s nye generation af lastbiler. Motoren - OC13 - bygger grundlæggende på Scanias 13-liters dieselmotorer. Der er tale om en nyudviklet motor, som kører 100 procent på gas ud fra samme princip som en benzinmotor med tændrør og komplet forbrænding.


- Den kraftige gasmotor er et stærkt bidrag til vores klima- og miljøløsninger, siger salgsdirektør Anton Freiesleben hos Scania Danmark A/S. 


Lanceringen af gasmotoren sker på et tidspunkt, hvor interessen for køretøjer, der kører på biogas er stærkt stigende, idet anvendelse af biogas reducerer CO2-emissionerne med typisk 90 procent samtidig med markant lavere partikeludslip og reduceret lydniveau.


Om motorteknikken.
Scania’s gasmotorer bygger på støkiometrisk forbrænding, hvilket vil sige fuldstændig forbrænding af både brændstof og ilt. Forbrændingen sættes i gang af tændrør på samme måde som i en benzinmotor. Færdigblandingen af brændstoffet finder sted, når brændstoffet kommer ind i cylindrene.


Et vigtigt mål under udviklingsarbejdet har været at sikre de mest optimale køreegenskaber, så motorydelsen og egenskaberne svarer til dem, man forventer af en moderne dieselmotor.


- Hidtil har de fleste gasmotorer været for svage, eller deres rækkevidde har været for begrænset til at de for alvor kunne anvendes til tung transport. Med denne motor har Scania løst disse problemer, siger Anton Freiesleben.


Den nye 13-liters gasmotor er altid kombineret med Scania’s gearkasser med det automatiserede gearskiftesystem, Opticruise.


Omhyggeligt udtænkte gastanke
Det rigtige valg af tankløsninger er et vigtigt aspekt i forbindelse med gasmotorer. Både LNG/LBG-tanke til afkølet flydende gas og CNG/CBG-tanke til komprimeret gas kan bestilles direkte hos Scania. 


LNG giver en større rækkevidde, da der kan være en markant større brændstofmængde i tankene, når gassen er flydende. Når først gassen er i motoren, betyder det ikke noget, hvordan den har været lagret, men der er markante forskelle i den rækkevidde, der kan opnås med hver enkelt tankløsning. Med LNG/LBG udgør rækkevidden omkring 1.100 km for et typisk sættevognstog på jævn vej. Med en CNG/CBG-løsning er rækkevidden typisk op til 500 kilometer, hvilket egner sig til lokale- og regionale transporter. Men det kilometerantal, der kan opnås, før det er nødvendigt at tanke igen, afhænger også af kørestilen, aktuel vægt og transportruten.


En speciel sikkerhedsforanstaltning udtænkt af Scania’s ingeniører består i, at tankventilerne vender bagud og dermed væk fra kørselsretningen. Dette er tilsyneladende en lille ting, men der er tale om en gennemtænkt detalje, der reducerer risikoen for, at ventilerne beskadiges, hvis de rammes af sten eller stenslag.


Længere vedligeholdelsesintervaller
Gasmotorer baseret på samme princip som benzinmotorer (med færdigblanding af brændstof og tændrør), har kortere serviceintervaller end dieselmotorer. Men Scanias ingeniører har indført en række tiltag, der forlænger serviceintervallet markant. På nuværende tidspunkt er det tændrørenes levetid, der bestemmer grænsen:


Scania har fastsat intervallet til 45.000 kilometer for både tændrør og olieskift ved normal brug. Det er en klar forbedring i forhold til tidligere generationer af gasmotorer, hvor det normale interval lå på 30.000 kilometer. Det længere serviceinteral reducerer vedligeholdelsesomkostningerne og øger tilgængeligheden.


Scania vurderer, at alt peger på, at der kommer et gennembrud for gasmotorer. Det gælder også for tungere lastbiler til regional- og langturstransport.


- Ingen behøver nu at undvære gode køreegenskaber eller chaufførkomfort. Samtidig ser vi en hurtigt voksende infrastruktur gå hånd i hånd med en øget interesse blandt potentielle kunder for at begynde at anvende al den gas, der står til rådighed på en række europæiske markeder, siger Henrik Eng, der er produktdirektør hos Scania.


En lydsvag fordel
Da gasmotorer generelt er mere støjsvage end dieselmotorer, er de også meget velegnede til kørsel bymæssige områder, hvor støj fra køretøjer kan være generende for beboerne. Scanias nye Euro 6 gasmotor opfylder kravene i PIEK-støjbegrænsningsnormen, som fastsætter et maksimalt støjniveau på 72 dB (A) i zoner med høj risiko for gener.


Fakta om Scania's 13-liters gasmotor OC13 101


Cylindre



6



Ventiler pr. cylinder



4



Kompressionsforhold



12,6:1



Brændstofindsprøjtning



Bosch



Emissionsbehandling



Scania EGR og trevejskatalysator



Olievolumen



43 liter



Maks. ydelse



410 hk ved 1.900 omdr./min.



Maks. drejningsmoment



2.000 Nm mellem 1.100–1.400 omdr./min.





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.