Forsvaret skal aflaste politiet og frigøre 128 politiårsværk

Fredag 8. september 2017 kl: 13:00
Af: Redaktionen

Dansk politi har i øjeblikket en række opgaver, der lægger beslag på mandskabet - det er blandt andet håndteringen af den aktuelle bandekonflikt samt grænse- og bevogtningsindsatsen. Derfor har VLAK-Regeringen besluttet, at forsvaret og hjemmeværnet skal aflaste politiet med mandskab i forbindelse med grænsekontrol og bevogtningsopgaver og dermed frigøre betjente, der kan komme tilbage i de politikredse, hvor de normalt høre hjemme. Løsningen tager udgangspunkt i et fælles arbejde mellem rigspolitichefen og forsvarschefen og vil samlet set frigøre 128 politiårsværk

- Det er ingen hemmelighed, at det er udfordrende tider for dansk politi. Bandekonflikt, grænseindsats og terrortruslen trækker store veksler på korpset. Derfor har vi besluttet, at forsvaret fremover skal aflaste politiet ved grænsen og i bevogtningsopgaver sådan, at vi frigør betydelige politiressourcer. Det betyder, at danske betjente kan komme tilbage i kredsene og skabe tryghed lokalt, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og fortsætter:


- Forsvarets bistand vil ske under politiets ledelse, og der vil være et tæt samarbejde mellem politiet og forsvaret om bevogtningsopgaverne.
 

Betjente ved grænsen i Sønderjylland vil med ordningenkunne vende tilbage til deres politikredse i Vestdanmark og bidrage til at afbøde arbejdspresset på politiet i den del af Danmark. De betjente, der frigøres fra bevogtningsopgaverne, skal som udgangspunkt tilbage til de sjællandske kredse, som er presset i lyset af bandekonflikten.


Mandag 11. september starter 160 soldater på et uddannelsesforløb, som varer omkring 14 dage. Soldaterne vil efter uddannelsen løbende blive indsat. Det er forventningen, at der fra udgangen af september måned vil være indfaset betydelige ressourcer fra forsvaret og hjemmeværnet.
 

- Jeg er glad for, at der er fundet en løsning, der kan aflaste politiet, så vi kan frigøre politibetjente til andre vigtige opgaver. Det handler om at sikre samfundets robusthed i forhold til de udfordringer, vi i fællesskab står overfor. Og derfor synes jeg også, det giver rigtig god mening, at vores soldater i Forsvaret og hjemmeværnet støtter deres kolleger i politiet med at håndtere udfordringer, som jo i sidste ende berører os alle sammen i det daglige, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).


Forsvaret og hjemmeværnet samarbejder i forvejen dagligt med politiet om mange forskellige opgaver. For eksempel har Hjemmeværnet i over et år bistået ved grænsen.


- Nu udvider vi støtten ved grænsen med både Hjemmeværn og Forsvaret, og Forsvaret vil også støtte med bevogtningsopgaver. Jeg er sikker på, at de dygtige folk fra både Forsvaret og Hjemmeværnet vil løse opgaverne på et rigtig højt niveau, i tæt samarbejde med politiet og dermed gøre vores samfund mere trygt og sikkert, siger Claus Hjort Frederiksen videre.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.