Logistikcenteret skal dække 10 hektar

Tirsdag 25. juli 2017 kl: 14:43
Af: Redaktionen

Tysk transportkoncern har taget første spadestik til et nyt 100.000 kvadratmeter stort logistikcenter på flodhavnen i Duisburg, der er et centralt sted for både landtransport, banetransport og søtransport

Transport- og logistikkoncernen DB Schenker har sat spaden i jorden til et nyt og centralt placeret logistikcenter på flodhavnen i Duisburg, der ligger ved Rhinen i Ruhr-området.


Repræsentanter fra Daimler, Duisburger Hafen og DB Schenker var sammen med Duisburgs borgmester samlet til en ceremoni, hvor de sammen tog første spadestik til det nye logistikcenter, hvor DB Schenker skal håndtere, pakke og sende reservedele og bilkomponenter til Mercedes-Benz Vans.


Det store logistikcenter, der kommer til at dække 10 hektar på øen Mercatorinsel i Duisborgs Havn - Duisport - får direkte adgang til både landtransport, sø- og banetransport. 


- Logistikcenteret har en perfekt placering med fremragende transportforbindelser, hvilket er ideelt startpunkt for vores globale forretning, siger Dr. Jörg Homering, der er Supply Manager hos Mercedes-Benz Vans. 


I de kommende måneder vil konstruktionen af det nye logistikcenter begynde med et 25.000 kvadratmeter stort gulv og 1.500 kvadratmeter kontor. I alt får DB Schenker 100.000 kvadratmeter lager med mulighed for udvidelse, og skaber over 200 arbejdspladser.



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.