Flytrafikken fløj lavere i maj

Fredag 2. juni 2017 kl: 11:09
Af: Redaktionen

Aalborg Lufthavn har sammentalt antallet af flyrejsende, og resultatet er, at der samlet set rejse færre mennesker i løbet af maj i år, end tilfældet var i maj sidste år, der var den hidtil bedste maj i lufthavnens historie

Mere detaljeret viser tallene, at maj i år viste fremgang for udenrigstrafikken, mens et reduceret antal udbudte chartersæder til Tyrkiet hos rejseudbyderne resulterede i en tilbagegang i antallet af chartergæster. Sammen med en tilbagegang i indenrigstrafikken endte maj i år med en samlet tilbagegang på 5,4 procent i forhold til maj sidste år. Alt i alt rejste der i maj 2017 132.234 passagerer igennem Aalborg Lufthavn mod 139.848 i maj 2016.


Udenrigstrafikken fortsatte fremgangen fra april med fremgang for forbindelserne til London, Malaga og Amsterdam. Derudover er SAS´ Oslo-rute blevet godt modtaget. Udenrigstrafikken via Aalborg viste en fremgang på 7,2 procent fra 32.209 rejsende i maj sidste år til 34.540 passagerer i maj i år. Den negative kurve, som lufthavnen oplevede i løbet af 2016 og den første del af 2017, ser ud til at være knækket og vendt til en positiv udvikling.


Chartertrafikken gik tilbage med 17,6 procent i maj i år i forhold til samme måned sidste år, idet 20.810 fløj til og fra Aalborg Lufthavn i maj i år i forhold til 25.246 i maj sidste år.


I indenrigstrafikken ses en tilbagegang på 6,7 procent i år i forhold til maj sidste år. I maj 2017 fløj 76.884 passagerer direkte til og fra København mod 82.393 i maj 2016.


- Tilbagegangen i indenrigstrafikken skyldes primært, at både Kristi Himmelfart og Store Bededag lå i maj i år, som giver anledning for mange til at tage nogle ekstra fridage, hvilket giver færre erhvervsrejsende, siger Søren Svendsen, der er lufthavnsdirektør i Aalborg.





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.