Medvirken til ulovlig cabotage-kørsel kostede 100.000 kroner

Onsdag 17. maj 2017 kl: 15:30
Af: Redaktionen

Retten i Kolding har onsdag afsagt dom i en sag mod et dansk vognmandsselskab og dets polske datterselskab.Sagen startede torsdag 7. maj 2015, hvor Sydøstjyllands Politi, Tungvognscenter Syd standsede en lastbil fra det polske selskab i Sønderjylland. Føreren af lastbilen var en rumænsk chauffør, der havde kørt bilen i Danmark de forudgående 10 dage. Den samlede bøde til de to selskaber blev på 260.000 kroner

- Overordnet er reglerne, at en udenlandsk vognmand må køre tre ture internt i Danmark - cabotage - inden for syv dage, efter lastbilen er kørt ind i landet med gods, og den internationalt indgående tur er afsluttet. Cabotage-kørslen skal foretages med det samme køretøj, og heri ligger stridspunktet i sagen, siger specialanklager Pernille Moesborg fra Sydøstjyllands Politi.


Hun forklarer, at det polske selskab havde byttet den trækker, der var kommet ind i Danmark med godset, ud med en anden, da godset var kommet til Danmark. 


- Med det forbrød de sig mod reglerne om, at chaufføren gerne må skiftes ud, men altså ikke det trækkende køretøj. Det har retten nu slået fast, siger Pernille Moesborg.


Politiets undersøgelser viste også, at der både var kørt mere end tre ture, og at der var kørt i mere end 7 dage. 


- Desuden manglede der en masse dokumentation. Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på både antallet af ture, at der er kørt mere end de 7 dage, og at der manglede en del dokumentation, siger Pernille Moesborg.


Hun forklarer, at Retten i Kolding ved vurderingen af, om det danske selskab skulle dømmes for medvirken, blandt andet lagde vægt på, at selskaberne var koncernforbundne, at der var personsammenfald i ledelsen og hos den, der disponerede, samt at den person, der disponerede over lastbilerne i det polske selskab, gjorde det fra Danmark.


Det polske datterselskab blev idømt en bøde på 160.000 kroner, mens det danske vognmandsselskab blev som nævnt blev idømt en bøde på 100.000 kroner.



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.