Regionsformand er blevet valgt som ny havneformand

Tirsdag 25. april 2017 kl: 12:31
Af: Redaktionen

Bent Hansen (S), der er formand for regionsrådet i Midtjylland og som ikke genopstiller til det kommende regionsrådsvalg, er valgt som ny formand for bestyrelsen i Grenaa Havn A/S. Det skete efter den nyligt afholdte generalforsamling i selskabet

Regionsformand er blevet valgt som ny havneformand
Bent Hansen er blevet formand for bestyrelsen i Grenaa Havn A/S.
Bent Hansen afløser Poul Anker Lübker, som forud for generalforsamlingen havde meddelt, at han ikke ønskede genvalg.


- Som formand har det blandt andet været min opgave at sikre, at den nye direktør fik mulighed for at sætte sig grundigt ind i jobbet og komme godt i gang. Det er lykkedes fuldt tilfredsstillende, og jeg finder tiden inde til at overlade havnen til nye kræfter, sagde Poul Anker Lübker på generalforsamlingen.


Som ny formand valgte bestyrelsen efter generalforsamlingen regionsrådsformand Bent Hansen, der har siddet i bestyrelsen for Grenaa Havn A/S siden 2015. Bent Hansen har været formand for Region Midtjylland siden 2007 og var formand for Viborg Amtsråd fra 1990-2007. Han er desuden formand for Danske Regioner. Bent Hansen genopstiller ikke til regionsrådsvalget i år. Som formand for bestyrelsen i Grenaa Havn A/S vil han kunne styrke Grenaa Havns position som en vigtig del af den østjyske infrastruktur.


Den afgående formand, Poul Anker Lübker, har været medlem af bestyrelsen i Grenaa Havn A/S i otte år - det seneste år som formand.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.