Skibsfartsnationer går sammen om digitale certifikater

Mandag 24. april 2017 kl: 11:35
Af: Redaktionen

Søfartsstyrelsens direktør, Andreas Nordseth, underskriver mandag en aftale med Singapore og Norge om samarbejde om digitale certifikater. Aftalen skal få flere lande til at skifte fra papircertifikater til digitale certifikater, som er blevet indført i Danmark

Da Søfartsstyrelsen fredag 24. juni sidste år meddelte, at det var slut med at lade danske skibe sejle rundt med stakkevis af papircertifikater, skabte det opmærksomhed rundt om i Verden. I dag udsteder Søfartsstyrelsen kun digitale certifikater, som er lettere at håndtere og dermed gør det daglige arbejde mere effektivt. På den måde spares tid og penge for både virksomheder og myndigheder.


Flere lande vil gøre som Danmark
Søfartsstyrelsen har mandag indgået en samarbejdsaftale med søfartsmyndighederne i Singapore og Norge. Aftalen er underskrevet i forbindelse med det maritime event Singapore Maritime Week og skaber fundament for, at de tre lande sammen arbejder for at udbrede anvendelsen af digitale certifikater.


- Det er et vigtigt skridt, at Norge, Singapore og Danmark som tre vigtige søfartsnationer står sammen om udbredelse af digitale certifikater. Via samarbejde kan vi bedre fremme udbredelsen og få flere lande med på den digitale kurs, siger direktør i Søfartsstyrelsen, Andreas Nordseth.


Flere lettelser forude
Digitale certifikater kan potentielt levere meget mere end kortere postgange og sagsbehandlingstider.


- E-certifikaterne er i sig selv kun begyndelsen. Næste skridt bliver, at myndighederne udveksler og inspicerer certifikaterne via hinandens databaser i stedet for at gøre det om bord på skibene, forklarer Andreas Nordseth.


Dermed kan den tid, som havnestatskontrollen i dag bruger på at tjekke dokumenter på skibe i alle verdens havne, skæres markant ned.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.