Chauffører skal kunne få lægehjælp under vejs

Onsdag 22. marts 2017 kl: 12:07
Af: Redaktionen

Det kan være svært for lastbilchauffører at få lægehjælp, når de er ude at køre på de danske veje. – uanset om de er danskere eller udlændinge. Men det vil Kaj Schmidt, der er chauffør hos Nagel Group, lave om på. Han er derfor i gang med at lave en dansk version af det tyske DocStop, som formidler lægehjælp til chauffører i Tyskland, og som bliver brugt omkring 700 gange månedligt

Kaj Schmidt peger på, at behovet for at kunne få lægehjælp under vejs er noget større i Tyskland, end det er i Danmark. 


Men efter Kaj Schmidts mening skal chauffører, der kører i Danmark, have samme lette adgang til lægehjælp som i Tyskland.


- Det handler om at højne trafiksikkerheden, for vi skal ikke have syge chauffører på vejene. Det er ikke, fordi det er et stort problem i dag, men chauffører er også mennesker, der kan få et hold i ryggen, klemt en finger eller ondt i maven, og hvor der er behov for et tjek for at finde ud af, hvor slemt det er, siger Kaj Schmidt, der til daglig er chauffør ved Nagel Group.


Kaj Schmidt er i fuld gang med at få et nyt system op at køre, og en aftale er tæt på. I Danmark - ligesom i Tyskland - bliver det med en hotline, hvor kyndigt personale kan hjælpe chaufføren på vej til lægen eller apoteket, hvis han eller hun ikke er helt på toppen.

 
Ud over at hjælpe chaufføren, er der ifølge Kaj Schmidt også god fornuft i at have et system, der virker. For det kan spare både afsender, kunde og vognmand for unødige problemer.

 
- Ud over sikkerheden, som er det vigtigste, så er der også spørgsmålet om godset. For hvis varerne nu er letfordærvelige fødevarer eller lignende, der skal hurtigt frem, så kan et hurtigt lægebesøg afgøre, om chaufføren med lidt hjælp kan køre videre, eller om der skal findes en anden løsning, siger han.
 

Kaj Schmidt vil på transportmessen demonstrere en app fra benzinselskabet UTA i Tyskland, som DocStop også er med på. Kaj Schmidt er på ITD’s stand i Hal J under transportmessen hver dag fra klokken 11 til 13.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.