Shipping-virksomhed vinder sikkerhedspris

Tirsdag 21. marts 2017 kl: 13:06
Af: Redaktionen

Shipping-virksomhed vinder sikkerhedspris

Blue Water blev vinder af Dong Energys Safe Away-pris. Prisen uddeles hvert år til en leverandør, som gør en særlig indsats indenfor sikkerhed

Prisuddelingen af Dongs Safe Away-pris 2017 fandt sted ved et særligt arrangement på Esbjerg Conference Hotel. Her var en lang række leverandører samlet til en temadag med fokus på sikkerhed og sundhed. De nominerede virksomheder blev vurderet på både proaktive og forebyggende tiltag samt resultater.


- I modtager prisen, fordi I såvel i ledelsen som på kajen har udviklet jer meget det seneste års tid. I har opnået meget flotte resultater og vist aktiv, synlig sikkerhedsledelse. I har indført øget sikkerheds-kvalitetstjek af containere og løfteudstyr. Med få ord kan det siges, at I har vist en stærk vilje til udviklingen af sikkerhedsarbejdet, sagde Kjeld Fjord, Operational Safety Manager hos Dong Energy, ved overrækkelsen.


Hos Blue Water er prisen et godt resultat på et intensivt sikkerhedsarbejde.


- Vi har arbejdet meget proaktivt med Dong Energy omkring forbedringer indenfor terminal- og stevedoringaktiviteter på havnen i Esbjerg. I den forbindelse er alle gået til opgaven med krum hals. Derfor er vi også stolte over, at vi har vundet denne pris, siger Søren Messmann, som er ansvarlig for havneserviceydelser hos Blue Water.


På billedet øverst ses fra venstre Søren Messmann, General Manager Port Services Esbjerg, Bent Strigler Mikkelsen, Terminal assistent Port Services Esbjerg (begge fra Blue Water), Dann Lockdahl, Offshore Base Manager og Keld Fjord, Operational Safety Manager QHSE (begge fra Dong Energy).








Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.