DANSK ENERGI:

50 procent grønt energiforbrug i 2030 kræver politisk handling

Mandag 13. marts 2017 kl: 13:00
Af: Redaktionen

Ambitionen om at nå 50 procent vedvarende energi kræver politisk handling nu, lyder det fra erhvervs- og interesseorganisationen for energiselskaber i Danmark, Dansk Energi. Det er ifølge organisationen vigtigt, at initiativer ikke afventer en ny energiaftale og dermed giver handlingslammelse på den korte bane


Energistyrelsens netop fremlagte basisfremskrivning viser, at med en frysning af den nuværende energipolitik, når Danmark 38 procent vedvarende energi i 2030. Og det er et stykke fra VLAK-Regerings mål om 50 procent vedvarende energi i 2030.


Derfor skal der ifølge Dansk Energi træffes vigtige energipolitiske beslutninger i de kommende år.


- Det, som giver mest vedvarende valuta for pengene, er at sikre bevægelsen væk fra kul over til biomasse, vind og sol. Her tikker uret, for de kendte støtteordninger på de områder forsvinder fra 2018. Og elprisen er så lav, at hvis vi ikke sætter noget andet i stedet, så bremser vi bevægelsen væk fra kul, siger Lars Aagaard, der er administrerende direktør i Dansk Energi.


- Dernæst skal vi have gjort noget ved de alt for høje elafgifter, der forhindrer, at vi bruger den stadigt grønnere strøm i vores varme, og skubber olien væk. Det er også nu, vi skal sørge for, at det skal give økonomisk mening for danskerne at køre i grønne biler og ikke mindst elbiler. På begge områder haster det med politisk afklaring, og det haster så meget, at det ikke kan vente på det store udspil til nyt energiforlig.


Lars Aagaard siger videre, at når de kortsigtede problemer er løst, er tiden inden til at tænde det lange lys og sætte spot på indholdet af det næste energiforlig. 


- Vi ser et forlig for os, der betyder fortsat satsning på vedvarende energi, hvor vi fastholder Danmark som førende vindland på både land og hav, og hvor vi får en afklaring af om, vi skal fortsætte den energispareordning, forligskreds og minister har lagt på energiselskaberne, siger Lars Aagaard.


Biomasse på kraftvarmeværkerne leverer i dag over 40 procent af den vedvarende energi i el- og fjernvarmesektoren. For at kunne fortsætte skiftet til vedvarende energi kræver de lave kulpriser ifølge Dansk Energi, at et elproduktionstilskud til biomasse også fortsætter efter 2019. 


På bilområdet viser basisfremskrivningen, at over 90 procent af bilerne vil køre på fossile brændsler frem til 2025, hvis ikke der bliver gjort noget ved afgifterne. Fremskrivningen viser også, at den vedvarende energi vil tabe territorium, hvis ikke der bliver besluttet nye vedvarende energi-anlæg.


Energistyrelsens basisfremskrivning kan ses her:




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.