Femern-forbindelsen åbner kontor i Kiel

Fredag 24. februar 2017 kl: 15:30
Af: Redaktionen

Femern A/S øger sin tilstedeværelse i Tyskland med et nyt kontor i Kiel, der er delstaten Slesvig-Holstens hovedstad. Kontoret i Kiel er endnu et skridt i rækken af initiativer, som Femern A/S i de senere år har sat i værk for at fremme arbejdet med den tyske myndighedsgodkendelse af Femern-forbindelsen

Femern-forbindelsen åbner kontor i Kiel
- Vi vurderer konstant, hvad vi kan gøre yderligere, for at understøtte processen i Tyskland. Intet skal være uprøvet. Vi ønsker at bistå de tyske myndigheder med alle de ressourcer, de måtte efterspørge fra os. Derfor åbner vi i dag officielt vores nye faste kontor i Kiel, der sikrer, at vi er endnu tættere på hinanden i denne afgørende fase af den tyske godkendelsesproces, og derned Femern-projektet som helhed, siger Claus F. Baunkjær, der er administrerende direktør i Femern A/S.


Den tyske myndighedsgodkendelse er nu det eneste, der mangler, før byggeriet af verdens længste sænketunnel kan gå i gang. På den danske side er man klar, og de kommende tunnelentreprenører er fundet. 


Femern-forbindelsens ansøgning om byggetilladelse i Tyskland består af 14.000 sider teknisk dokumentation. I sommeren 2016 blev ansøgningen om Femern-tunnelen for anden gang sendt i offentlig høring i Tyskland. Der indkom 12.600 indsigelser fra privatpersoner, myndigheder, lodsejere og miljøorganisationer. Hver enkelt indsigelse er nu blevet grundigt gennemgået.
Besvarelserne er udarbejdet i samarbejde med 150 fortrinsvis tyske eksperter inden for jura, miljø, havforhold, sikkerhed og teknik.


Over 40 højt specialiserede rådgivningsvirksomheder, heraf 25 fra Tyskland, har bidraget til arbejdet. 


Et af Tysklands førende advokatselskaber har gennemgået og kvalitetstjekket alle kritiske dele af besvarelserne.
Onsdag 15. februar 2017 afleverede Femern A/S besvarelserne på de mange tusinde indsigelser til den tyske godkendelsesmyndighed. LBV-Kiel vil nu gennemgå besvarelserne og tilrettelægge det videre forløb for godkendelsen af projektet.


Femern A/S er i forvejen repræsenteret i Burg på Fehmarn øen og i Berlin.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.