DEBAT

Replik til Kraka: I vil bane vej for uholdbare Uber-job

Mandag 14. november 2016 kl: 09:25
Af: Redaktionen

Tænketanken Kraka ønsker Uber fritaget for krav, love og regler. Argumentationen er fritaget for fair vilkår og fair definition af produktivitet, skriver Jan Villadsen, formand for 3F Transport.

Det er altid uber-spændende, når retssager skal afgøres. Og når det gælder job, arbejdsvilkår og retsfølelse, er der rigeligt med spænding at komme efter 17. november. Ikke bare for Uber, den danske taxibranche, landets taxichauffører og for fagforeningsfolk som mig. Men også i andre brancher, der bør følge med, når dommerne i Østre Landsret afgør, om Ubers forretningsmodel er lovlig i Danmark. Og dermed om politiet, Trafikstyrelsen, 3F, Københavns Byret, Dansk Taxiråd, de seneste danske transportministre og et stort flertal af danskerne tager fejl, når vi kalder Ubers model ulovlig piratkørsel.


Tænketanken Kraka har taget forskud på dommen. Det sker med en klumme-analyse i Altinget, hvor Kraka undrer sig over, at der er nogen, der mener, at Uber er et problem. følge Kraka bør både politikerne og alle andre åbne dørene for Uber. For ifølge Kraka er Uber både godt for arbejdsudbud, produktivitet og konkurrencen i taxibranchen. Kraka peger på, at Uber har potentiale til at forbedre produktiviteten i taxibranchen, for Uber-bilerne har kunder i en større del af tiden end traditionelle taxichauffører. Men det er noget af en trylleformular, Kraka har brugt til at nå frem til den konklusion. Kraka skriver nemlig så flot, at en Uber-chauffør uden kunder jo bare holder fri. Og når man holder fri, så tæller tiden ikke med i regnskabet over produktivitet.


En almindelig taxichauffør kan stille krav om løn i ventetiden. Og en almindelig chauffør har desuden krav på noget så uproduktivt som pensionsopsparing, løn under sygdom og feriepenge. Den slags udbetaler Ubers app ikke. Her går pengene kun en vej. 20 procent af omsætningen ender nemlig hos Uber. Og via Uber i Holland videre til Ubers pengetank i skattelyet Bermuda. Det sidste er sikkert også en forbedring af produktiviteten, når danske skattemyndigheder slipper for bekymringer om at hente selskabsskat hos Uber.  Ingen grund til at spilde tiden på at hente skat til betaling af noget så uproduktivt som danske skoler, universiteter eller plejehjem og sygehuse her. Vel, Kraka?


Et andet Kraka-argument er, at Ubers forretningsmodel skaber øget arbejdsudbud og plads til arbejdsmarkedet for studerende og personer med begrænset arbejdsevne. Altså grupper, der kun ønsker eller kan arbejde et par timer dagligt …


Her er Kraka klar til at omfavne Uber, fordi der ikke findes snævre bånd i form af overenskomster og andre rammer, der kan sikre lønmodtagere. I stedet er Uber-chauffører selvstændige, der selv styrer arbejdstid og lyst til at arbejde. Spændende Kraka-logik. Den slags vilkår er måske daglig rutine og en del af et fleksibelt godt job som Kraka-konsulent til Kraka-løn. Men hånden på hjertet. Er det rimeligt, når vi snakker løn i forhold til arbejdsvilkår i taxibranchen? Et område, hvor der skal arbejdes mange timer på både fuld tid og fuldt tryk, hvis, der skal hentes en god normal dansk løn, man kan leve af, hjem?


Det spørgsmål er en del af det, der bliver afgjort i Østre Landsret. Og allerede er afgjort i Sverige, Norge og Finland. Og senest i Storbritannien. Her har domstolene netop afsagt en dom, der vække opsigt. Uber skal nemlig betragte 40.000 britiske Uber-chauffører som ansatte. Af den helt normale slags, der naturligvis har krav på både mindsteløn, pensionsopsparing, løn under sygdom og normale vilkår.


Helt fair krav, hvis man spørger mig og 3F. Men en uventet udgift for Uber, der sikkert føles både uretfærdig og uproduktiv, hvis man har aktier i Uber og Ubers model. Og nej, Kraka: I 3F ønsker vi ikke at hjælpe med at rydde op efter flere års forsøg og eksperimenter med Uber.


Vi ønsker trygge rammer om gode job og fair konkurrence via en moderne taxilov nu. Ikke piratlønninger for flere og flere Uber-job, i flere og flere brancher. Det bidrager hverken til produktivitet i familielivet eller arbejdslivet.

Indlægget blev bragt på www.altinget.dk den 14. november.
Indlægget fra Kraka blev bragt 10. november på Altinget og gengivet af transportnyhederne.dk



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.