Vognmand fra Gedved fejrer 20 år

Torsdag 26. maj 2016 kl: 20:48
Af: Redaktionen

Vognmand Leif Hansen i Gedved kan om kort tid markere, at han har drevet vognmandsforretning i 20 år. Leif Hansen er kendt for at have sine holdninger til udviklingen i og omkring transportbranchen, som han aldrig har været bleg for at viderebringe. Det har ikke mindst været den stigende udflagning og cabotage, og de afledte problemer det har udløst, som har haft Leif Hansens bevågenhed

Egentlig er Leif Hansen uddannet som maskinsnedker. Efterfølgende begyndte han at køre A-Post i 1983/84, blev herefter chauffør hos FDB’s transportør gennem mange årtier, EKV i Viby J, hvor han var fra 1988 til 1991. Herefter blev han chauffør hos vognmand Rubin Pedersen på Samsø, hvor han var ansat fra 1991 til 1996.


I 1996 tog han det store spring og købte ”sin egen” lastbil - en Scania 113, som han selv havde kørt i, fra den var helt ny hos Samsø-vognmanden. 
Allerede året efter blev den anden lastbil anskaffet, i maj 1999 kom den tredje og i februar 2001 nåede antallet op på fire lastvogne. Leif Hansen har ikke været bleg for at prøve noget nyt, og han købte da også på et tidligt tidspunkt den nye superlastvogn MAN TGA, der dog viste sig at være født lidt for tidlig. Den kørte kortvarigt i Leif Hansens flåde og blev udskiftet med en ny TGA. Siden har virksomheden kørt meget i DAF lastvogne og senest er der blev indkøbt en nyere Scania.


Virksomheden blev hen under krisen løbende tilpasset og i dag råder vognmanden i Gedved over to lastvognstrækkere. I en del år blev der kørt rundt i Europa, men den geografiske dækning er også blevet reduceret så der mest køres i det jysk-fynske område, hvorved forretningen lettere kan overskues.


20-årsdagen fejres med åbent hus på Højvangsvej i Gedved 28. maj.





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.