Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Trafikselskab i syd følger sporet efter selskab i midten

Lørdag 12. maj 2018 kl: 01:00
Af: Jesper Christensen

Trafikselskabet Sydtrafik’s bestyrelse har på et møde 20. april besluttet, at der i kontrakterne om Flextrafik indføjes krav til løn- og arbejdsvilkår, som følger bestemmelserne i den nye Taxilov

Med beslutningen følger Sydtrafik samme rute, som trafikselskabet Midttrafik. Beslutningen er truffet på baggrund af, at taxilovgivningen er ændret, når det gælder spørgsmål om løn- og arbejdsvilkår for nye tilladelser. Det betyder, at trafikselskaberne på flex- og specialkørsel står med tilladelsestyper, hvor der gælder forskellige krav for vognmanden. 


Forskellen i krav til løn og arbejdsvilkår vil potentielt kunne give en konkurrencemæssig skævhed mellem nye og gamle tilladelser. Og den forskel vil Sydtrafik, som ordregiver, søge at udligne ved at indføre krav til løn- og arbejdsvilkår, som følger bestemmelserne i den nye taxilov i kontrakterne om Flextrafik.


Dermed vil kravet indført i den nye taxilovs paragraf 10 via kontrakten udbredes til også at omfatte leverandører, der kører med en gyldig gammel tilladelse. Der stilles samme krav til underleverandører, så Sydtrafik stiller alle vognmænd lige, uanset hvilke type tilladelse, de vil udføre den erhvervsmæssige transport med.


Fremover vil Sydtrafik’s kontrakter også give Sydtrafik mulighed for - hvis der er mistanke om, at kravet ikke overholdes - at bede om dokumentation for, at leverandøren og eventuelle underleverandører overholder kravet. Dokumentation kan eksempelvis være kopi af indgået overenskomst, lønsedler og ansættelsesbeviser. 

Kontraktkravet følges op med muligheden for bod i kontrakten, hvis dokumentation ikke fremsendes eller indtil konstateret overtrædelse af krav til løn- og arbejdsvilkår ophører. Sydtrafik vil desuden få mulighed for at ophæve kontrakten ved grov eller gentagen overtrædelse af kravene i kontrakten.


Mulighederne for at bede om dokumentation samt muligheden for bod vil ligeledes fremadrettet være gældende for Sydtrafik’s øvrige kontrakter.


Det vil også fremadrettet være Trafik, - Bygge og Boligstyrelsen, der har kontrolopgaven med de nye Tilladelser til Erhvervsmæssig Persontransport, ligesom sager vedrørende leverandører organiseret i en af de repræsentative landsdækkende arbejdsgiverorganisationer følger den danske model og afgøres mellem de relevante arbejdsmarkedsparter. 


I sager, der vedrører leverandører, som ikke er medlem af en arbejdsgiverorganisation, og som kører på en gyldig gammel tilladelse, vil Sydtrafik indhente dokumentation fra den pågældende leverandør. Sydtrafik besidder ikke selv kompetencen til at afgøre, om de pågældende løn- og arbejdsvilkår er i overensstemmelse med niveauet i en af de landsdækkende repræsentative overenskomster, men vil videregive dokumentationen til de relevante arbejdsgiver- og/eller arbejdstagerorganisationer med henblik på en vurdering.


Sydtrafik vil med indførelsen af de foreslåede bestemmelser i fremtidige kontrakter om flextrafik dels sikre ensartede og mere præcise krav til løn og arbejdsvilkår for alle leverandører uanset tilladelse, dels styrke Sydtrafiks muligheder for at bidrage til en effektiv kontrol.


Ros fra Dansk Taxi Råd
Dansk Taxi Råds nyvalgte formand Torben Kirketerp, der også er formand i Esbjerg Taxa, glæder sig over beslutningen. 


- Jeg er utroligt glad for denne beslutning, da det er noget vi har råbt på i flere år. Det er derfor glædeligt, at vi nu også har fået det sidste trafikselskab med. ’Næste ben’ er at sikre, at den annoncerede kontrol også bliver ført ud i livet, så der kommer handling bag ordene. Kun ved effektiv kontrol kan vi sikre fair og lige vilkår for alle leverandører, siger han.


Forskellen på den nye taxi-lov og den gamle

Den nye taxi-lov:

Paragraf 10:
”Indehaveren af en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport skal følge de bestemmelser, der sikrer de ansatte løn, herunder særlige ydelser, samt arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv overenskomst indgået af de inden for det pågældende faglige område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område.”

Den gamle taxilov:

Paragraf 5, stk. 5.

“Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive overenskomster.”





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Mangel på mekanikere og reservedele påvirker togdriften i det sydlige Jylland
- Refusion af flybilletter kunne ske via passagerernes rejseagent
- Antallet af togrejser steg i årets første to måneder
- Passagerer tilbage til busser og tog er emnet på høring på Christiansborg
- Beskæftigelsen steg med 33.600 på et år
- Tur i pirattaxi på få kilometer kostede en del tusinde kroner
- Fredag 12. marts 2024 lå brændstofpriserne på følgende niveau
- Rutesektor har fået ny næstformand
- 32 kilometer spor skal bane vejen for hurtigere tog på Lolland
- Nye løsninger skal få flere passagerer i den kollektive trafik
- Fremtidens kollektive transport er kommet tættere på i Nordjylland
- Regionale buslinier i Hovedstaden skifter til el-drift

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst