Forsiden
      

Selvstændig MAN-forhandler overtager Iveco-forhandler og andre aktiviteter

Onsdag 14. marts 2018 kl: 14:27
Af: Redaktionen

HE Jørgensen A/S, der har hovedkvarter i Dalby på Midtsjælland og er autoriseret MAN-forhandler, har overtaget Nyscan-koncernen, der i dag blandt andet forhandler Iveco-lastbiler og er serviceværksted for Scania. Med overtagelsen udvider HE Jørgensen A/S sit servicenetværk fra 6 til 12 vare- og lastbilanlæg på Sjælland og Lolland. HE Jørgensen A/S, som med overtagelsen får en medarbejderstab på over 200, fremstår nu som Sjællands største, privatejede leverandør af vare- og lastbiler med tilhørende serviceydelser

Overtagelsen sker med virkning fra onsdag 14. marts og omfatter samtlige aktier i Nyscan-koncernen, der består af autoriseret Scania-servicepartner Nyscan a/s med serviceanlæg i Roskilde, Køge, Vordingborg og Sakskøbing, og autoriseret Iveco vare- og lastbilforhandler Nyscan Biler a/s med serviceanlæg i Roskilde, Glostrup og Hvidovre.


- Vi ser store muligheder for at udvikle Nyscan’s aktiviteter yderligere. Gennem mere end 60 år har HE Jørgensen opbygget en stærk service- og salgsorganisation, heraf de seneste 17 år som autoriseret MAN-forhandler i Dalby og Ringsted. Gennem vores medejerskab af REA-Gruppen har vi desuden en stærk position inden for service og salg af Iveco vare- og lastbiler i Ringsted, Næstved og Slagelse, siger Henrik E. Jørgensen fra HE Jørgensen A/S


Overtagelsen af Nyscan-koncernen er omfattet af reglerne for virksomhedsoverdragelse, så de ca. 110 medarbejdere i Nyscan og Nyscan Biler fortsætter uændret. Samtlige værkstedsfaciliteter og bygninger samt et af Danmarks største multibrand dieseltankanlæg på Skandinavisk Transportcenter i Køge er også omfattet af overtagelsen.


- Nyscan har gennem mere end 50 år haft en fremtrædende position i Scania-organisationen. Det har vi stor respekt for, og vi er ydmyge over for den store opgave, det bliver at videreføre og udvikle virksomhederne. Her får vi brug for alle de kompetencer, som Nyscan-koncernens medarbejdere har inden for servicering og salg af vare- og lastbiler med tilhørende transportmateriel, siger Henrik E. Jørgensen.


I forbindelse med overtagelsen er der ingen planer om at blande de forskellige varemærker til ”multibrand-forretninger”, som det ses mere og mere i personbilbranchen.


- Vare- og lastbilkøbere er meget bevidste om deres valg af køretøjer. Mærket betyder rigtig meget, men det samme gør den efterfølgende service. Nu supplerer vi vores MAN- og Iveco-aktiviteter med autoriseret Scania-service, som vi tidligere har haft rigtig gode erfaringer med. Vi agter at køre de forskellige mærker videre separat og ser på den baggrund også frem til et godt samarbejde med de respektive importører, påpeger Henrik E. Jørgensen.


Ud over at være autoriseret MAN- og Iveco-forhandler har HE Jørgensen gennem de seneste år også opbygget en position som leverandør af blandt andet påhængs- og sættevogne under HK Tipper-brandet.


Fakta om HE Jørgensen A/S
  • Etableret i 1958 af Hans Ejgil Jørgensen som personbilværksted
  • Fra 1965 kom der også lastbiler på programmet, og HE Jørgensen voksede sig større
  • Fra 1971 og frem til 2001 var HE Jørgensen autoriseret Scania servicepartner for det daværende Storstrøms Diesel A/S, der senere blev en del af Nyscan
  • I 1989 dør Hans Egil Jørgensen, og virksomheden drives i en periode videre af hustruen Inger-Lise samt et par ledende medarbejdere
  • I 1991 tiltræder den mekanikeruddannede søn Henrik Ejgil Jørgensen som værkfører, og året efter overtager han virksomheden i en alder af 26 år
  • Da det officielle samarbejde med Scania stopper i 2001, bliver HE Jørgensen i stedet autoriseret MAN forhandler. Året efter flytter virksomheden til den nuværende adresse i Dalby
  • HE Jørgensen har fortsat mange Scania-kunder på værkstedet og vokser gennem 00’erne til over 60 medarbejdere. I 2009 etableres et MAN-center i Ringsted, og i 2016 bliver HE Jørgensen kåret til ”Årets MAN-forhandler”. Samme år indtræder HE Jørgensen som medejer af REA-Gruppen med Iveco-forretninger i Ringsted, Slagelse og Næstved samt Slagelse Erhvervs Opbyg A/S med i alt ca. 60 medarbejdere

Fakta om Nyscan-koncernen
  • Grundlagt af lastbilmanden Jørgen Nyborg som et lille lastbilværksted i 1967 i Vordingborg og blev kort efter Scania-Vabis forhandler
  • Åbnede i 1972 en ny afdeling i Sakskøbing og blev i løbet af 1970’erne overtaget af den forhenværende salgsdirektør hos Scania-forhandleren Scanva Diesel A/S, Jørgen Hofman
  • Virksomheden skiftede senere navn til Storstrøms Diesel A/S og overtog i 1981 den daværende Scania-forhandler F.A. Jensen A/S i Ballerup og Roskilde, som blev omdøbt til Storkøbenhavns Diesel A/S
  • I 1989 dør Jørgen Hofman, og virksomheden køres videre af sønnen Claus Hofman og flere ledende medarbejdere. I starten af 1990’erne fusionerede de to virksomheder og skiftede et par år efter navn til Nyscan a/s
  • I 2002 åbner Nyscan et stort lastbilanlæg samt et af Danmarks største multibrand tankanlæg på Skandinavisk Transport Center i Køge, og i 2007 åbnes et nyt serviceanlæg på Avedøre Holme i Hvidovre
  • I 2014 opsiger Scania Danmark forhandleraftalen med Nyscan til udgangen af 2016, men Nyscan fortsætter pr. 1. januar 2017 som autoriseret Scania servicepartner. I 2016 etablerer Nyscan datterselskabet Nyscan Biler a/s som aut. Iveco-forhandler fra afdelingerne i Hvidovre og Roskilde samt et nyt, dedikeret varebilsanlæg i Glostrup. Nyscan-koncernen beskæftiger i alt ca. 110 medarbejdere.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Entreprenør tog tre tre-akslede tandem-trækkere med til Herskind
- Dem fra Nordlunde har fået en ny fire-akslet maskinanhænger
- Overføringsanhænger skal føre containere til og fra opgaverne
- Slagelse-virksomhed skal bruge to nye trækkere til entreprenøropgaver
- Pusher-trækker skal tage læsset med gyllevogne med mere
- Fragtfirma medbringer truck til lasten
- Antallet af el-drevne lastbiler er stiger - antallet af gas-drevne ligger konstant
- Uforpligtende aftale skal se på udvikling af lastbilførerhus
- Tysk kapitalfond skal overtage tysk produkcent af specialkøretøjer
- Fire-akslet tip-trailer fra Hedensted er kommet til Løsning
- Tro flytter bjerge - Vognmand i Bjerge flytter med nye fire-akslet Volvo FM
- Overførselanhængeren blev hentet hjem på blokvogn

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst