Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Dansk pensionsselskab investerer i Nature Energy sammen med udenlandske investorer

Onsdag 14. marts 2018 kl: 11:53
Af: Redaktionen

Efter 40 år med kommunalt ejerskab er Danmarks største producent af biogas, Nature Energy, blevet solgt for 1,1 milliarder kroner. Det danske pensionsselskab Sampension bliver en central del af den gruppe af investorer, der har købt virksomheden med henblik på at gøre virksomheden til en stærk international aktør i den grønne omstilling af det europæiske gasnet

De nye ejere er klar til at ruste Nature Energy til at erobre markeder uden for Danmark.


- Nature Energy har potentialet til at blive et nyt grønt fyrtårn for Danmark, og virksomheden kan blive en væsentlig aktør i den grønne omstilling af gasnettet - ikke bare i Danmark men i hele Europa. Det tegner ikke alene godt for miljøet, men også til at blive en god investering til fordel for Sampensions kunder, siger Hasse Jørgensen, der er administrerende direktør i Sampension.


Nature Energy producerer biogas ved at bruge husdyrgødning, madaffald og andre af samfundets affaldsprodukter. Dermed reduceres udledningen af klimaskadelige gasser fra landbruget med over 40 procent. Samtidig fortrænger biogassen den fossile naturgas, da den stigende mængde af biogas betyder, at der skal hentes mindre fossil naturgas op fra eksempelvis Nordsøen.


En af Europas største biogasproducenter
Nature Energy er i dag en af Europas største producenter af biogas til gasnettet, og den position skal udnyttes til at erobre markedsandele uden for Danmark.


- Store dele af Europa er i gang med at gøre gassen i gasnettet grøn, og prognoser fra European Biogas Association viser, at der i 2030 vil være 15 gange så meget biogas i det europæiske gasnet end i dag. Vi vurderer, at vi sammen med de øvrige investorer kan give Nature Energy de bedste muligheder for at erobre en stor del af det potentiale og konsolidere virksomhedens position, som Europas største producent af biogas til gasnettet, siger Hasse Jørgensen.


Der er i dag over 17.000 biogasanlæg i Europa. Størstedelen af dem er små anlæg, der typisk producerer strøm. 3 procent af biogasanlæggene producerer gas til gasnettet. Nature Energy driver i dag fem biogasanlæg, og to nye er ved at blive etableret. Derudover har virksomheden har en ambition om at etablere op til 10 nye biogasanlæg i Danmark.


Eksportpotentiale og nye danske arbejdspladser
Danmark har en global førerposition inden for energiteknologier og grønne løsninger, og regeringen har en ambition om at fordoble eksporten af dansk energiteknologi i 2030. En analyse fra Damvad Analytics viser, at eksport fra den danske biogassektor kan bidrage med 16 milliarder kroner og skabe over 20.000 arbejdspladser i Danmark.


- Vi er overbeviste om, at biogassen kan blive Danmarks næste grønne eksporteventyr, og vi glæder os derfor med den nye ejerkreds i ryggen at få muligheden for at realisere vores potentiale og gøre Vestes og Ørsted kunsten efter. Den danske biogassektor kan styrke den danske eksport markant og skabe endnu flere arbejdspladser i Danmark, siger OIe Hvelplund, der er administrerende direktør i Nature Energy.


Salget af Nature Energy er en del af en større ændring af den danske gassektor. Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om, at staten køber gasnettet, og samler ejerskabet i ét statsligt selskab. Det skal bidrage til at realisere et effektiviseringspotentiale, der efter meldingerne skal være til gavn for de danske gasforbrugere.


Fakta om biogasproduktion:
  • Den europæiske brancheorganisation, European Biogas Association, vurderer, at markedet for biogas til gasnettet vil vokse fra 1,2 milliarder kubikmeter i 2015 til 18 milliarder kubikmeter frem mod 2030
  • Når Nature Energys nuværende syv biogasanlæg er fuldt udbyggede kan de producere ca. 100 millioner kubikmeter
  • Nature Energys største biogasanlæg, der er ved at blive anlagt ved Korskro kan hvert år producere 36 millioner kubikmeter biogas til gasnettet

Om Nature Energy:
  • Nature Energy blev etableret i 1979 under navnet Naturgas Fyn. Dengang var virksomhedens opgave at etablere et gasnet på Fyn og sælge naturgas til de fynske gaskunder
  • I 2012 muliggjorde energiforliget at der kunne distribueres biogas i gasnettet. På den baggrund satte Nature Energy gang i sin grønne vækststrategi. Virksomheden er i dag Danmarks største producent af grøn gas til gasnettet
  • Nature Energy har indtil i dag været ejet af otte fynske kommuner. Med salget opdeles virksomheden, således at infrastrukturen sælges til staten og de to kommercielle selskaber sælges til et konsortium bestående af blandt andre Sampension, Pioneer Point Partners og Davidson Kempner
  • Selskabet har over 60.000 gaskunder og vil fortsat have hovedsæde i Odense

Om konsortiet, der køber Nature Energy:
  • Sampension er Danmarks tredjestørste pensionsforvalter. Sampension er en kundeejet leverandør af firmapension og arbejdsmarkedspension med omkring 300.000 kunder, der årligt indbetaler over 9 milliader kroner. Sampension investerer efter størst muligt langsigtet afkast
  • Pioneer Point Partners er et investeringsselskab, der har specialiseret sig i investeringer i energi- og miljøsektoren i hele Europa. Selskabet blev etableret i 2008 af fire partnere, som i løbet af det sidste årtier har investeret over 5 milliarder kroner.(700 millioner euro) i 27 virksomheder i 17 lande.
  • Det danske selskab Pioneer Denmark Holding bliver rammen for konsortiet, som desuden vil være ejet af Sampension og investeringsselskaberne Pioneer Point Partners og Davidson Kempner




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Havn investerer og reducerer sin gæld
- Kli­ma­re­gu­le­ringen af den globale skibsfart tager små skridt fremad
- Fredag 12. marts 2024 lå brændstofpriserne på følgende niveau
- Brintteknisk virksomhed udnævner konstitueret direktør til ny direktør
- Uforpligtende aftale skal se på udvikling af lastbilførerhus
- Nye løsninger skal få flere passagerer i den kollektive trafik
- Fremtidens kollektive transport er kommet tættere på i Nordjylland
- Stort batteri i Maglebylille skal lagre strøm til lufthavn på Amager
- Regionale buslinier i Hovedstaden skifter til el-drift
- Maritim ekspert er nomineret til bestyrelsespost i brintteknologisk Aalborg-virksomhed
- Transportkoncern med mange trailere indgår aftale om CO2-transport
- Klimaplan og myndigheder udfordrer affaldsvognmænd

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst