Det hvide byttepallesystem er baseret på gensidig tillid til, at samtlige leverandører og kunder sørger for at reparere defekte paller og ikke bare sender ”Sorteper” videre. Og tanken om en solidarisk pool er da også god. 
Men når bare én af parterne i værdikæden misligholder aftalen, kastes omkostningen og bøvlet over på de andre. Og netop hamstring af gode paller og afvisning af dårlige sker overraskende tit. Jeg tror, at de fleste kender til forhandlingssituationen med kunder, leverandører og transportører om pallebalancer. Tid, man hellere vil bruge på at udvikle i stedet for at afvikle. 
Det leder mig direkte til min næste pointe.

Tab af paller 


Ved at bruge et byttepallesystem med leverandører og kunder, skal der føres en pallesaldo med hver eneste leverandør og kunde. Men det er de færreste virksomheder, der har 100 procent kontrol over, hvor mange paller de har på lager - og dermed hvor mange de har bogført. 
Faktisk er det offentlig kendt, at mere end 10 procent af alle paller, som sendes ind til den danske dagligvarebranche, bliver kasseret. Lad os sige, at et supermarked modtager 20 paller, men kun kan bruge 18, mens de sidste kasseres på grund af slid. Så hører jeg ofte folk i detailbranchen sige, at tabet ædes af transportøren - altså at transportørerne er så venlige, at de dækker omkostningen for dig. Nej, det lyder ikke sandsynligt, vel? 

Tabet trækkes direkte fra din virksomheds bundlinje. Du ser det bare ikke, fordi heller ikke denne omkostning er udpenslet i fakturaen. Men det betyder ikke, at du ikke betaler prisen. Og det gør det umuligt at holde overblik over, hvor mange pallenedskrivninger, du rent faktisk har. 


Balancering af balancen 
Når man anvender byttepaller, køber man pallerne. Det er altså noget, man ejer, og dermed en kapitalbinding. Men mange virksomheder har højsæsoner, og det kræver selvsagt, at man i spidsperioder har en ekstra pallebeholdning. Men hvad gør man så med alle pallerne uden for højsæsonen? En ineffektiv pallebeholdning er en direkte udfordring på kapitalbindingen. 

Desuden er der mange, der ikke afskriver værdien af pallerne. Når pallerne nedskrives fra bøgerne, repræsenterer de en væsentlig højere værdi, end de reelt set er værd. 


Mange har igennem årene givet pallerne til medarbejdere, der kunne tage dem med hjem i brændeovnen. Men det er lodret forbudt. Miljøstyrelsen advarer direkte om brugen af træpaller i brændeovne og henviser til lovgivningen på området - træpaller må ikke bruges som brændsel! 


Men når en hvid byttepalle skal skrottes lovligt, ligger der en del omkostninger forbundet med det. Både på transport af de ødelagte paller og et skrotgebyr. 


Selv noget så simpelt som paller kan altså give store udfordringer, som betyder, at mange virksomheder ikke ved, hvad de betaler - og ofte betaler dobbelt så meget, som de tror. Så tilbage til min indledende påstand: Ingen interesserer sig for paller, fordi paller ikke fylder meget i regnskaberne - jo, det gør de. Og det er på tide, at vi sætter George Constanza på hylden og afliver den myte.