Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Aarhus Letbane åbner lørdag 23. september

Fredag 28. april 2017 kl: 10:21
Af: Redaktionen

Danmarks første letbane åbner i Aarhus lørdag 23. september på strækningen fra Aarhus H til Universitetshospitalet i Skejby. Strækningen til Odder følger i uge 48, mens sidste del af letbanesystemet til Grenaa er klar i begyndelsen af 2018

Aarhus Letbane åbner lørdag 23. september
Første tur køres lørdag 23. september på den centrale strækning mellem Aarhus H og frem til Universitetshospitalet i Skejby via havnefronten og Randersvej. I begyndelsen af december udvides letbanesystemet til at omfatte strækningen mellem Aarhus og Odder. Samtidig bliver der også forbindelse mellem Skejby og Lisbjerg. Tredje og sidste del af det samlede letbanesystem er strækningen mellem Aarhus H og Grenaa, der tages i brug i begyndelsen af 2018. På dette tidspunkt bliver det også muligt at køre fra Lystrup til Lisbjerg og derfra videre til Skejby og Aarhus. Dermed vil samtlige 110 km af Letbanen være i drift.


Åbningsdatoen er fastlagt efter et omfattende planlægningsarbejde sammen med ASAL-konsortiet, der anlægger Aarhus Letbane. Oprindeligt skulle Letbanen have åbnet i det centrale Aarhus i juni, så der er tale om en forsinkelse på godt tre måneder.


- Det ville vi helst have undværet, men når man tænker på, at Danmarks første letbane er et komplekst milliardprojekt spredt over 110 km og fire kommuner, som vi har arbejdet på i fire år, synes jeg, at godt tre måneders forsinkelse er til at leve med, siger Aarhus Letbanes direktør, Claus Rehfeld Moshøj.


-  Nu glæder vi os til snart at byde østjyderne velkommen i et moderne, komfortabelt og miljøvenligt transportmiddel, der vil være med til at løse nogle af de trafikale udfordringer, som vi har i regionen, siger han videre.


Omfattende sikkerhedsgodkendelse tager tid
Forsinkelsen skyldes først og fremmest, at ASAL-konsortiet ikke kunne holde deres tidsplan. Letbanen er den første af sin slags i Danmark, og det har givet ekstra udfordringer. Særligt opgaven med at få godkendt de påkrævede næsten 3.000 sikkerheds- dokumenter samt udførelse af de nødvendige sikkerhedstest af det samlede letbanesystem har vist sig at tage længere tid end forventet.


- Sikkerhedsgodkendelserne er en særlig udfordring, fordi det er første gang man skal have en letbane ud at køre i Danmark. Der stilles skrappe sikkerhedskrav til letbaner, så det er en omfattende proces, men vi har en god og tæt dialog med myndighederne. Det afgørende er, at Letbanen bliver sikker og tryg for passagerer og andre trafikanter. Så må vi acceptere, at det skubber lidt til åbningsdatoen, siger Claus Rehfeld Moshøj.


Testkørsler før sommerferien
Når Letbanen indleder driften 23. september sker det i en startsfase med tre afgange i timen, der senere udvides til fuld drift med op til otte afgange hver time - cirka hvert ottende minut.


Folk i Aarhus vil allerede inden sommerferien se letbanetog køre i byen. Som en del af sikkerhedsgodkendelsen skal letbanetogene testkøres på hele strækningen fra Aarhus H til Skejby, og testkørslerne kommer til at foregå henover sommeren.


Åbningen af Danmarks første letbane vil blive fejret flere steder i Aarhus. På åbningsdagen vil der eksempelvis blive mulighed for at køre en gratis tur med Letbanen.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Mangel på mekanikere og reservedele påvirker togdriften i det sydlige Jylland
- Refusion af flybilletter kunne ske via passagerernes rejseagent
- Antallet af togrejser steg i årets første to måneder
- Passagerer tilbage til busser og tog er emnet på høring på Christiansborg
- Beskæftigelsen steg med 33.600 på et år
- Tur i pirattaxi på få kilometer kostede en del tusinde kroner
- Fredag 12. marts 2024 lå brændstofpriserne på følgende niveau
- Rutesektor har fået ny næstformand
- 32 kilometer spor skal bane vejen for hurtigere tog på Lolland
- Nye løsninger skal få flere passagerer i den kollektive trafik
- Fremtidens kollektive transport er kommet tættere på i Nordjylland
- Regionale buslinier i Hovedstaden skifter til el-drift

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst