Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Danmarks første CO2-neutrale havn ligger ved Limfjorden

Mandag 13. marts 2017 kl: 12:21
Af: Redaktionen

Aalborg Havn kan efter en målrettet indsats kalde sig for Danmarks første CO2-neutrale havn og én af de få CO2-neutrale havne i verden. Fra at have haft et energiforbrug, der medførte en CO2-udledning på 1.240 ton årligt i 2010, er energiforbrugets CO2-udslip bragt i balance, så havnen i dag kan kalde sig CO2-neutral

CO2-udledningen i 2010 kom først og fremmest fra brugen af dieselolie til bugserbåde, mobilkraner og andre køretøjer, samt et stort elforbrug til blandt andet vej- og pladsbelysning. Siden målet om at være CO2-neutral blev sat i 2010 har Aalborg Havn gennemført en lang række små og store tiltag, som har givet betydelige energibesparelser og reduktioner i udledningen af CO2. Aalborg Havn fremhæver i den forbindelse, at investeringerne ikke blot er gennemført for at gavne miljøet. De energibesparende investeringsprojekter er blevet behandlet som enkeltstående business cases på lige fod med andre investeringer.


- De fleste energibesparende tiltag kan fint konkurrere økonomisk med alle andre typer af investeringer, hvorfor det hele går op i en højere enhed og understøtter vores strategi om at være Danmarks Intelligente Havn, siger Claus Holstein, der er administrerende direktør i Aalborg Havn A/S.


Nyt materiel kører i den rigtige retning
Det er forbruget af diesel, el og fjernvarme, der tæller i Aalborg Havns samlede CO2-regnskab, og diesel udgør langt den største og sværeste post. Dieselforbruget er reduceret løbende gennem udskiftning af køretøjer og maskiner. Seneste initiativ er opsætning af tre elladestandere på havnens område samt udskiftning af den vagthavendes tjenestebil med en elbil. Samtidig har havnen intensiveret brugen af overvågningskameraer, som er med til at spare en del køreture.


- Da elbilen bruger vindmølle- og solenergi bliver det simpelthen ikke meget mere bæredygtigt, siger Brian Dalby Rasmussen, der er miljøkoordinator i Aalborg Havn Logistik A/S.


I 2012 blev havnens driftskontor med videre renoveret efter energistandarden ”passivhusstandarden”, som blandt andet reducerede varmeforbruget i bygningen med 85 procent. 


Samme år tog havnen hul på renovering af plads- og vejbelysningen. Der blev indført lysstyring, hvor alle driftsmedarbejdere kan regulere lyset via smartphone, og lyskilderne på det første større havneområde på 45.000 kvadratmeter blev udskiftet med LED-belysning. Herefter er størstedelen af belysningsanlæggene på Aalborg Havn systematisk blevet renoveret og er overgået til LED-belysning.


I 2014 blev havnens fire store mobilkraner erstattet af tre nye kraner. Samtidigt med, at kranerne har et betydeligt lavere el- og dieselforbrug, er kapaciteten tilpasset bedre til de nuværende opgaver. Til trods for en betydelig vækst i kranarbejdet i 2016, så er det samlede energiforbrug lavere end tidligere.


I 2015 blev endnu en milepæl sat, idet godsbanegården på Aalborg Havn blev renoveret og genindsat i drift. Godsbanen erstatter mange lastbiltransporter ned i Europa, og forbruger langt mindre energi pr. flyttet ton gods.


- Gevinsten kommer miljøet og kunderne til gode, men tæller ikke med direkte i havnens grønne regnskab. Ikke desto mindre er det nok det miljøtiltag, vi er mest stolte af, siger Brian Dalby.


Vind, sol og skinner
I 2013 opførte Aalborg Havn desuden Nordjyllands dengang største solcelleanlæg med en årlig produktionskapacitet på 80.000 kWh, hvilket er nok til at dække elforbruget i Aalborg Havns driftsafdeling og administrationsbygninger. 


- Ved udgangen af 2015 kunne Aalborg Havn se tilbage på fire-fem år med fuld fart på miljøarbejdet. Vi havde opnået en reduktion på knap 40 procent i elforbruget og en tilsvarende 41 procent reduktion i udledningen af CO2 fra det samlede forbrug af el, diesel og fjernvarme, siger Brian Dalby.


Med Aalborg Havns køb af havnefaciliteterne ved Nordjyllandsværket, fulgte der en 2 MW Siemens vindmølle med i handlen. I 2016 producerede møllen ca. 4 millioner kWh el. Med møllens produktion som en del af havnens samlede energiregnskab gik CO2 balancen i nul i 2016. 


- På energisiden, så er vi jo nu CO2-fri, så næste skridt er at blive fri for de fossile brændsler, altså dieselolien. Første skridt er jo taget med indkøb af den første elbil, men de næste skridt kender vi ikke endnu, siger Brian Dalby og fortsætter:

- Fra 2018 får vi faciliteter til at modtage spildevand fra især krydstogtsskibene, så det kan renses i land fremfor at blive udledt til havs. Vi arbejder også målrettet på at få flyttet mere gods via jernbane eller med container via havnens containerterminal. Vi har også indledt et fast samarbejde med Aalborg Universitet, som skal hjælpe os med at definere og udfolde bæredygtighed som forretningsstrategi. Vi skal fortsætte med at udvikle mere bæredygtige ydelser til vores kunder og til gavn for hele erhvervsområdet her i 9220 og resten af regionen… og så fortsætter vi selvfølgelig med de vanlige energiprojekter, eksempelvis projekterer vi lige nu på endnu et solcelleanlæg på én af havnens større kontorbygninger.


Arbejdet med at blive Danmarks første CO2-neutrale havn begyndte for alvor i 2010, da Aalborg Havn valgte at blive certificeret efter den internationale standard for miljøledelse, ISO 14.001. Certificeringen indebar nogle meget ambitiøse miljømål, som er nået gennem en række konkrete tiltag. Samtidig ønskede Aalborg Havn herigennem at forestå som et godt eksempel for kunder og samarbejdspartnere.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Skanderborg-virksomhed er endt i konkurs
- Seks meldes døde
- Entreprenør tog tre tre-akslede tandem-trækkere med til Herskind
- Dem fra Nordlunde har fået en ny fire-akslet maskinanhænger
- Havn investerer og reducerer sin gæld
- Ny limfjordsforbindelse bliver emne på samråd med transportministeren
- Overføringsanhænger skal føre containere til og fra opgaverne
- Slagelse-virksomhed skal bruge to nye trækkere til entreprenøropgaver
- 23-årig kørte i stjålet lastbil
- Pusher-trækker skal tage læsset med gyllevogne med mere
- Beskæftigelsen steg med 33.600 på et år
- Fragtfirma medbringer truck til lasten

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst