Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Højesteret afgør sag om håndpant og virksomhedspant

Mandag 17. februar 2014 kl: 15:07
Af: transportjuristerne

Transportjuristerne fra Andersen Partners i Kolding skriver her om Højesterets dom om forholdet mellem virksomhedspant og speditørens håndpanteret i medfør af NSAB 2000, paragraf 14. Sagen betegnes som "hot" i rådgiverkredse, der beskæftiger sig med transportforhold

Advokat, ph.d., Lissi Andersen Roost (lar@andersen-partners.dk) og advokat, ph.d., Kenneth Melancton Nielsen (kmn@andersen-partners.dk), Andersen Partners


Fredag 14. februar afsagde Højesteret en i speditørkredse længe ventet dom om forholdet mellem speditørens aftalte håndpanteret i det håndterede gods i medfør af NSAB 2000 § 14 og en banks tinglyste virksomhedspant i det samme gods. 


Håndpanteretten i medfør af NSAB 2000 § 14 giver, når visse betingelser er opfyldt, speditøren adgang til at søge sig fyldestgjort i aktuel håndteret gods, ikke bare for krav vedrørende det pågældende gods, men også for såkaldt "gammel" gæld, altså krav der vedrører udførelsen af tidligere opgaver for kunden. 


Et virksomhedspant er et tinglyst pant, der oftest vil omfatte alt, hvad debitor ejer og fremtidigt erhverver, herunder for eksempel lagre af råvarer, halfabrikata og færdigvarer. Virksomhedspantet slipper først den enkelte lagervare, når denne udskilles af pantet, for eksempel i forbindelse med et salg af den pågældende lagervare til en tredjemand. 


Dommen er overraskende i den forstand, at den tillægger den ulovbestemte tilbageholdsret en væsentlig rolle. Tilbageholdsretten etableres parallelt med såvel håndpanteretten som virksomhedspantet, når visse nærmere betingelser er opfyldt.


I den aktuelle sag havde speditørens kunde siden 2002 haft samarbejde med speditøren om transport, håndtering og opbevaring af varer, som kunden importerede fra Østen. I juni 2008 formaliserede parterne dette samarbejde i form af en lageraftale, hvori der var henvist til NSAB 2000. Speditørens arbejde bestod i afhentning af varerne hos sælgerne i Østen, søtransport af varerne til Danmark, modtagekontrol i Danmark, udpakning, sortering, ompakning, stregkodning, og anbringelse af varerne på lager. Blev en vare herefter solgt af speditørens kunde, forestod speditøren "plukningen" samt håndteringen i øvrigt i forbindelse hermed.


Kundens bank fik den 24. juli 2008 tinglyst et virksomhedspant for bankens tilgodehavende hos kunden, blandt andet i lagre af råvarer, halfabrikata og færdigvarer. Det vil sige også i de lagervarer, der blev opbevaret og håndteret af speditøren.


Kunden blev erklæret konkurs i 2010
I august 2010 blev speditørens kunde erklæret konkurs. På dette tidspunkt havde banken tinglyst virksomhedspant for ca. 30 millioner kroner i kundens aktiver, herunder i kundens varelager hos speditøren. Selve varelageret havde på tidspunktet for konkursens indtræden en størrelse på i alt ca. 10.000 kvadratmeter. Varelageret bestod af brugskunst, pynteartikler, puder, tekstiler mv. Lagervarerne blev i august 2010 vurderet til at have en samlet værdi på ca. 15,1 millioner kroner (kostpris), mens prisen ved hurtigt videresalg formentligt ville ligge på ca. kr. 5 millioner kroner.


Der opstod herefter tvist mellem banken og speditøren om, hvem af disse der havde ret til at søge sig fyldestgjort i varelageret for sit krav mod kunden. 


Speditøren gjorde i den forbindelse gældende, at have pant i varelageret i medfør af NSAB 2000 § 14, og i øvrigt at have tilbageholdsret i varelageret. 


Banken var omvendt af den opfattelse, at bankens virksomhedspant havde forrang for speditørens håndpanteret og eventuelle tilbageholdsret. 


Da lagervarerne dog skulle sælges hurtigst muligt for at kunne opnå den bedst mulige pris, blev parterne enige om, at speditøren udleverede varerne til salg, mod at banken deponerede et beløb på 3.539.230,98 kroner svarende til speditørens tilgodehavende hos den konkursramte kunde. 


Tvisten om det deponerede beløb blev derefter indbragt for Vestre Landsret og efterfølgende for Højesteret.


Vestre Landsret afgjorde sagen udelukkende på baggrund af forholdet mellem speditørens håndpanteret i medfør af NSAB 2000 § 14 og den tinglyste virksomhedspant. Vestre Landsret fandt på den baggrund, at speditøren kun havde håndpant i de lagervarer, som speditøren havde håndteret, og som var blevet tilført lageret forud for tinglysningen af virksomhedspantet den 24. juli 2008. Ved en skønsmæssig vurdering blev værdien af disse varer fastsat til 600.000 kroner, hvilket beløb Vestre Landsret fandt, at speditøren havde krav på ud af de deponerede ca. 3,5 millioner kroner. Vestre Landsret anførte videre, at der på den baggrund ikke var anledning til at tage stilling til spørgsmålet om speditørens tilbageholdsret i varelageret.


Speditøren ankede denne afgørelse til Højesteret. Højesteret var enig i Vestre Landsrets afgørelse, for så vidt angik forholdet mellem speditørens håndpanteret i medfør af NSAB 2000 § 14 og bankens virksomhedspant. 
Herefter havde speditøren kun håndpant i de lagervarer, som speditøren havde håndteret, og som var blevet tilført lageret forud for tinglysningen af bankens virksomhedspant 24. juli 2008. 


Årsagen hertil var, at speditørens håndpant først blev stiftet, når speditøren fik varerne i sin besiddelse ude i Østen, hvilket normalt ville være efter, at varerne var blevet pakket af de asiatiske sælgere, hvorved kundens ejendomsret til varerne og dermed bankens tinglyste virksomhedspant, efter 24. juli 2008 ville nå at gribe varerne, inden disse blev overleveret til speditøren for transport til Danmark. 


Højesteret så på tilbageholdelsesretten
I modsætning til Vestre Landsret fandt Højesterets ni dommere imidlertid, at der var anledning til at tage stilling til, om speditøren havde en tilbageholdsret i resten af varelageret, der havde forrang frem for bankens tinglyste virksomhedspant.


Som udgangspunkt skal tilbageholdsretten, der i dansk ret er ulovbestemt og bygger på en række rimelighedsbetragtninger, respektere tidligere stiftede rettigheder, herunder et tinglyst virksomhedspant. 


Tilbageholdsretten etableres på det samme tidspunkt, som den aftalte håndpanteret. Det sker på det tidspunkt, hvor speditøren får de genstande i sin besiddelse, hvorover der forsøges udøvet tilbageholdsret, forudsat at speditøren derefter oparbejder et tilgodehavende hos kunden vedrørende de pågældende genstande. 


Højesteret bemærkede indledningsvist, at blandt andet karakteren af det krav, som der udøves tilbageholdsret for, kan bevirke, at tilbageholdsretten, på trods af det alment kendte udgangspunkt om respekt af tidligere stiftede rettigheder, alligevel ikke skal respektere en tidligere stiftet rettighed, herunder et tidligere tinglyst virksomhedspant. 


Det krav, som speditøren ville udøve tilbageholdsret for, bestod af tilgodehavender vedrørende fragt i forbindelse med transport af varerne fra Østen til Danmark, leje af det lager på ca. 10.000 kvadratmeter, som speditøren stillede til rådighed og drev for kunden, samt omkostninger for håndtering af disse lagervarer for kunden. Speditøren havde løbende afregnet kunden herfor.


Højesteret fandt, at den samlede opgaveløsning, som speditøren havde leveret til kunden, var udtryk for en rimelig, forretningsmæssigt begrundet ordning, og at speditøren ved at udføre disse opgaver enten havde øget eller bevaret varernes værdi, hvilket også havde været i bankens interesse som virksomhedspanthaver.


Derfor, og fordi speditøren løbende udførte og afregnede de pågældende opgaver over for kunden, fandt Højesteret, at der var en sådan sammenhæng mellem speditørens samlede tilgodehavende og speditørens besiddelse af varelageret, at der tilkom speditøren tilbageholdsret i hele varelageret, uanset at de krav, der udførtes tilbageholdsret for, ikke kunne henføres til bestemte varer på lageret. 


På trods af at speditøren i de fire sidste måneder forud for konkursen accepterede kundens forsinkede betaling af speditørens regninger, hvilket i sidste ende førte til speditørens tab, fandt Højesteret ikke, at speditøren ved at fortsætte med at udføre opgaverne og fortsætte med at udlevere varer fra lageret havde mistet tilbageholdsretten på trods af betalingsforsinkelsen. Årsagen hertil var tilsyneladende, at varelagerets værdi i hele perioden måtte anses for at have været væsentligt større end speditørens løbende tilgodehavende.


Sidst men ikke mindst fandt Højesteret, at speditøren ved aftalen om deponering og udlevering af varelageret havde fastholdt sin tilbageholdsret over for banken. Den omstændighed, at speditøren ikke havde foretaget udlæg for sit krav i deponeringskontoen, fandtes uden betydning.


På den baggrund, og da det af banken under sagen anførte ikke kunne føre til andet resultat, havde speditøren ret til af få udbetalt hele det deponerede beløb på 3.539.230,98 kroner, samt renter påløbet under deponeringen, samt sædvanlige procesrenter af hovedstolen fra den oprindelige retssags anlæggelse. Ydermere blev banken også dømt til at erstatte speditørens omkostninger ved retssagerne med ca. 500.000 kroner.


Dommen er udtryk for, at speditørens håndpanteret i medfør af NSAB 2000 § 14 ikke kan holde stand mod et tidligere tinglyst virksomhedspant. Speditørerne kan derfor ikke længere udøve pant i aktuelt håndteret gods for "gamle" tilgodehavender mod deres kunder, hvis der er tinglyst virksomhedspant i godset, før speditøren får godset i sin besiddelse. 


Speditøren vil dog - på trods af den tinglyste virksomhedspant - have tilbageholdsret i det pågældende gods for omkostninger, der relaterer sig til netop håndteringen af dette gods, hvis denne håndtering er forretningsmæssigt begrundet og kan siges at have bevaret varernes værdi eller tilført varerne værdi. 


I den aktuelle sag var det ikke helt sikkert, at de varer, som speditørens aktuelle tilgodehavende vedrørte, reelt fortsat var på lageret. På trods heraf fandt Højesteret, at speditøren havde tilbageholdsret for sit krav i hele varelageret. Måske har det i den forbindelse været afgørende, at varelagerets værdi kontinuerligt og væsentligt oversteg speditørens tilgodehavende, hvorfor der var en stor sandsynlighed for, at de varer, som speditørens krav vedrørte, stadig lå på lageret ved konkursens indtræden. 


Værdiforskellen mellem speditørens tilgodehavende og varelagerets værdi bevirkede under alle omstændigheder, at speditøren ikke havde mistet sin tilbageholdsret ved at yde kunden henstand hen mod konkursen, formentligt fordi denne henstand på grund af værdiforskellen ikke kunne ses som udtryk for, at speditøren havde været indstillet på at påtage sig en risiko for tab ved at yde henstanden. 


Højesteret fandt ikke, at det havde betydning, at speditøren ikke havde fortaget udlæg i deponeringskontoen for sit tilgodehavende. Dette skal muligvis ses i lyset af deponeringsaftalen, hvorefter banken havde klar viden om speditørens påberåbelse af en tilbageholdsret i varelageret, i modsætning til tilfælde, hvor speditøren gør en tilbageholdsret gældende direkte over for sin kunde, uden at virksomhedspanthaver informeres herom, før udlæg er fortaget. 


Dommens konsekvenser for speditørerne og virksomhedspanthaverne har vi stadig til gode at se, herunder om dommen reelt udvider den ulovbestemte tilbageholdsret, eller blot bekræfter dens eksistens. Tilbageholdsrettens betydning har således i speditørkredse hidtil været undervurderet, fordi man regnede med håndpanteretten i medfør af NSAB 2000 § 14, som på papiret giver speditøren videre rettigheder end tilbageholdsretten. 


Det er dog nu endeligt afklaret, at håndpanteretten i medfør af NSAB 2000 § 14 ikke har forrang frem for et tidligere tinglyst virksomhedspant. Derfor er det nu ekstra vigtigt for speditørerne straks at sørge for at få inddrevet såkaldte "gamle" krav mod deres kunder, frem for at vente på at få en ny opgave for de pågældende kunder, hvorefter speditøren via besiddelsen af det nye gods og NSAB 2000 § 14 satser på at gennemtvinge betaling af den "gamle" gæld. I det omfang det nye gods er omfattet af et virksomhedspant, er denne fremgangsmåde nemlig ikke længere umiddelbart mulig. 


Samtidig bør enhver kreditgivning fra speditørens side, som indebærer, at det håndterede gods udleveres uden samtidig betaling af speditørens tilgodehavende, stedse overvejes nøje. Det gælder særligt i det omfang speditøren er bekendt med, at der er tinglyst virksomhedspant i kundens aktiver, idet speditørens ofte eneste sikkerhed i form af tilbageholdsretten opgives og dermed bortfalder, så snart godset udleveres uden samtidig betaling af speditørens tilgodehavende. 






   











Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Transportjuristerne skriver om ny dom om gyldigheden af voldgiftsaftaler i rammeaftaler om transport
- Retten frifandt både speditør og vognmand
- Ny dom om vedtagelse af CMR-loven ved national vejstransport af gods
- Udlejningstrailere var involveret i færdselsuheld - og ender som en sag i Højesteret
- Sag om en uklar befragtningsaftale om et off-shore skib blev afgjort i retten
- Landevejsfragtfører frifundet for ansvar for bortkomst af gods under international landevejstransport
- Aflysning af flyafgang på grund af sygdom er ikke en ekstraordinær omstændighed
- Søfarendes arbejdsforhold forsømmes
- Vejledning til rederier og transportører vedrørende coronasmitte om bord på skibe er opdateret
- Transportjuristerne skriver om konsekvenser ved et No-deal Brexit
- Nye droneregler er på vej
- Tvist mellem rederi og speditør ender i Højesteret

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
-

Klik venligst