Varer af høj værdi var pakket neutralt i sort folie
Torsdag 7. marts 2013 kl: 13:48
Af: Advokat, ph.d. Lissi Andersen Roost og advokatfuldmægtig, ph.d. Kenneth Melancton Nielsen, advokatfirmaet Andersen PartnersHar det betydning for transportørens ansvar, at en chauffør ved overtagelsen af godset fra afsenderen underskriver en såkaldt "delivery note"? Kan chaufførens underskrift på en sådan "delivery note" ændre indholdet af en allerede indgået transportaftale?
Af advokat, ph.d., Lissi Andersen Roost (lar@andersen-partners.dk) og advokatfuldmægtig, ph.d., Kenneth Melancton Nielsen (kmn@andersen-partners.dk), Andersen Partners, Kolding
På transportnyhederne.dk har man de sidste par dage kunnet læse, hvordan tyve bliver mere og mere opfindsomme, når det kommer til at stjæle gods fra lastbiler. At lastbilen er i fart, er således ikke længere i sig selv nogen sikkerhed for, at godset ikke bliver stjålet, idet tyvene ved hjælp af dristige (og farlige) klatreøvelser ikke er blege for at hoppe fra kørende biler og over på selve lastbilen. Her har de fri adgang til godset, som smides ud i rabatten og efterfølgende samles op.
Selvom juraen ikke har helt så meget Hollywood-faktor som ovenstående, er der dog for ganske nyligt faldet en Højesteretsdom, som fortjener en kommentar.
Sagen omhandler transport af elektroniske varer (blandt andet Apple-produkter), der bortkom under en transport fra København til Bologna i Italien. Da afsenderen bookede transporten ved speditøren, oplyste afsenderen ikke speditøren om godsets art. Ved afhentningen af godset hos afsenderen underskrev chaufføren imidlertid en såkaldt "delivery note", som angav, at forsendelsen blandt andet indeholdt visse Apple-produkter.
Chaufføren blev dog ikke orienteret om, at der skulle tages særlige hensyn eller særlige forholdsregler under den forestående transport.
Efter afhentningen af godset, som var indpakket i sort plastfilm, blev godset omlastet på speditørens lager, hvorefter transporten mod Italien blev påbegyndt. Transporten blev udført som en almindelig stykgodstransport på baggrund af et generelt transporttilbud givet fra speditøren til afsenderen.
Chaufføren overnattede under transporten på en uovervåget rasteplads i det sydlige Tyskland. Da chaufføren ankom til Italien, blev godset omlastet til en mindre varevogn, hvorefter det blev kørt ud til den endelige modtager.
Ude hos den endelige modtager stod det hurtigt klart, at der var en manko, idet pakkerne, som var forseglede med neutral tape og ikke tape med afsenders påtrykte logo, for en stor dels vedkommende var tomme. Det var ikke muligt under sagen og har heller ikke været muligt efterfølgende at konstatere, hvor eller hvordan bortkomsten af godset var sket.
Afsenderens vareforsikringsselskab udbetalte forsikringssummen til afsenderen og rettede derefter et erstatningskrav mod speditøren. Speditøren udbetalte erstatning for det bortkomne gods til vareforsikringsselskabet, men dog kun op til det i CMR-loven fastsatte begrænsningsbeløb.
Vareforsikringsselskabet, der mente sig berettiget til fuld erstatning, anlagde sag mod speditøren ved Sø- og Handelsretten.
For Sø- og Handelsretten havde sagen to omdrejningspunkter, hvoraf kun det ene var af afgørende betydning.
Det første omdrejningspunkt, som kun blev stedmoderligt behandlet af retten, gik på, om bortkomsten overhovedet kunne anses for at være sket i transportørens (speditørens) varetægtsperiode, som det kræves i henhold til CMR-loven.
Eftersom speditøren havde udbetalt begrænset erstatning til vareforsikringsselskabet, måtte speditøren have erkendt, at bortkomsten var sket, mens godset var i speditørens varetægt, hvorfor dette omdrejningspunkt nærmest blev behandlet som en "tilståelsessag".
Det andet omdrejningspunkt viste sig at udgøre sagens kerne. Spørgsmålet var, om speditøren under udførelsen af transporten kunne anses for at have handlet groft uagtsomt (eller måske ligefrem forsætligt) i forhold til bortkomsten af godset.
Sø- og Handelsretten slog fast, at hverken speditørens bestående kendskab til afsenderens produktsortiment, eller det faktum, at speditøren tidligere havde udført lufttransporter af tyveritækkeligt gods for afsenderen, kunne føre til, at speditøren burde vide, at den aktuelle sending bestod af højværdigods, som skulle køres som en højværditransport med deraf følgende skærpede krav til agtpågivenheden.
Heller ikke chaufførens underskrift på den såkaldte "delivery note" ved afhentning af godset kunne føre til, at speditøren burde udføre transporten under skærpede krav til sikkerheden. Speditøren var med andre ord berettiget til at gå ud fra, at der var tale om almindeligt stykgods, hvorfor heller ikke overnatningen på den uovervågede rasteplads kunne karakteriseres som groft uagtsomt. Speditøren var derfor i sin gode ret til kun at udbetale et begrænset erstatningsbeløb, mente Sø- og Handelsretten.
Vareforsikringsselskabet ankede dommen til Højesteret, som imidlertid stadfæstede dommen fra Sø- og Handelsretten.
Højesteret lagde også til grund, at transporten blev udført på baggrund af en aftale om transport af almindeligt stykgods - og på baggrund af sædvanlige fragtpriser for stykgods. Afsenderen havde i det konkrete tilfælde ikke tilkendegivet, at særlige sikkerhedsforanstaltninger skulle iagttages, ligesom speditøren ikke i det konkrete tilfælde burde have indset, at præcis denne sending var af høj værdi.
Chaufførens underskrift på "delivery noten" blev af Højesteret kun anset for en kvittering for modtagelse af en palle med en pakke med mål og vægt som angivet og ikke andet. Chaufførens underskrift ændrede således ikke ved den allerede indgåede transportaftale, der var en aftale om transport af almindeligt stykgods.
At chaufføren på "delivery noten" kunne læse, at der angiveligt skulle være tale om Apple-produkter, ændrede ikke denne vurdering. I denne forbindelse må det erindres, at chaufføren stod over for en palle, der var indpakket i sort plastfilm. Under hensyntagen til at transporten blev udført på baggrund af en aftale om transport af almindeligt stykgods, kunne chaufførens valg af rasteplads heller ikke karakteriseres som groft uagtsom.
Højesteret nåede derfor frem til, at der ikke var grov uagtsomhed på speditørens side, og idet der ikke var konkrete holdepunkter for at anse godset som stjålet af speditørens ansatte, kunne der heller ikke konstateres forsæt på speditørens side.
Selvom dommen er konkret formuleret, synes der dog at kunne udledes to læresætninger heraf. For det første vil informationer, som afsenderen giver chaufføren ved transportens påbegyndelse, nok hverken udvide eller indskrænke den under CMR-loven gældende undersøgelsespligt.
Informationerne vil nok heller ikke kunne påvirke indholdet af den allerede indgåede transportaftale. Det må dog i forhold til den konkrete sag stedse erindres, at det faktum, at speditøren ved selve bookningen af transporten ikke blev orienteret om godsets karakter, at chaufføren ikke blev informeret om særlige sikkerhedskrav for den forestående transport ved afhentningen, og at godset var indpakket i sort plastfilm, sandsynligvis har haft indflydelse på dommens resultat.
For det andet må det med dommen stå mere klart, at en afsender af højværdigods senest ved selve bookningen af transporten må gøre det helt klart for transportøren (speditøren), at der er tale om højværdigods og eventuelt acceptere en øget fragtrate.
Sørger afsenderen ikke for en klar udmelding, vil transportøren (speditøren) være berettiget til at transportere godset som almindeligt stykgods, for hvilken det gælder en almindelig agtpågivenhedsvurdering. Afsenderen må i så fald påregne at stå med en noget tungere bevisbyrde i forhold til at skulle bevise grov uagtsomhed eller forsæt på transportørens (speditørens) side.
Ovennævnte falder godt i tråd med den såkaldte "vin-afgørelse" fra 2012, hvor afsenderen heller ikke havde oplyst transportøren om, at lasten bestod af vin af særlig høj værdi. I denne sag fandt Højesteret heller ikke, at transportøren havde handlet groft uagtsomt i forbindelse med et tyveri af de dyrbare dråber under transporten.
Alle informationer er kun til generel oplysning og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Hverken transportnyhederne.dk eller Andersen Partners påtager sig ansvar for tab som følge af fejlagtige informationer i artiklerne eller brevkassen eller andre forhold i forbindelse hermed.
.jpg)
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Print siden - Transportjuristerne skriver om ny dom om gyldigheden af voldgiftsaftaler i rammeaftaler om transport
- Retten frifandt både speditør og vognmand
- Ny dom om vedtagelse af CMR-loven ved national vejstransport af gods
- Udlejningstrailere var involveret i færdselsuheld - og ender som en sag i Højesteret
- Sag om en uklar befragtningsaftale om et off-shore skib blev afgjort i retten
- Landevejsfragtfører frifundet for ansvar for bortkomst af gods under international landevejstransport
- Aflysning af flyafgang på grund af sygdom er ikke en ekstraordinær omstændighed
- Søfarendes arbejdsforhold forsømmes
- Vejledning til rederier og transportører vedrørende coronasmitte om bord på skibe er opdateret
- Transportjuristerne skriver om konsekvenser ved et No-deal Brexit
- Nye droneregler er på vej
- Tvist mellem rederi og speditør ender i Højesteret
